Hvis du tænder for TV 2 i morgen aften for at se X Factor, så bliver du skuffet. Der er nemlig sket en ændring. På grund af VM-semifinalen i herrehåndbold, så har TV 2 valgt at fjerne aftenens X Factor udsendelse. Det bliver i stedet for sendt lørdag klokken 20.00.
Kampen mellem Danmark og Spanien bliver vist klokken 20.30 fredag aften. Dog ikke på TV 2, men på DR 1. Alligevel har TV 2 valgt at fjerne X Factor fra sendeplanen.
Foto: Ken Hermann/TV 2
“Det er jo fuldstændig fantastisk, at det danske håndboldlandshold har spillet sig i VM-semifinalen, og skal kæmpe om en finaleplads fredag aften. Vi synes ikke, de faste ’X Factor’-seere skal tvinges til at vælge mellem de danske håndboldhelte og de dygtige deltagere i ’X Factor’, og derfor har TV 2 valgt at sende denne uges ’X Factor’ lørdag klokken 20.00, “siger Mette Rysø Johansen, der er plan- og publiceringschef til TV 2.
Foto: Lasse Lagoni/TV 2
I sidste uge var det Oh Land, der skulle udvælge sine fem bootcamp-deltagere, og på lørdag er det Martin Jensen, der får lov til at vælge de fem deltagere, der skal med videre i konkurrencen. I ugen efter er det den tredje dommer, Thomas Blachman, der sætter sit hold af grupper i X Factor.
Så mange danskere så med
TV 2 gør måske klogt i at sende X Factor lørdag aften i stedet for fredag. Der er i hvert fald stor sandsynlighed for, at der er mange danskere, der tænder for DR, når de danske håndboldherrer møder Spanien.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Over 2,1 millioner danskere så med, da Lasse Svan kastede det afgørende straffekast i mål mod Egypten og sikrede Danmark en plads i VM-semifinalen, skriver TV 2.