I sommeren 2013 sad Chili Klaus alene på Bornholm, hvor han befandt sig, fordi han spillede musik på Bornholms Teater. Med sig havde han alle sine chiliplanter, og besluttede sig efter en pludselig indskydelse for, at lave en video hvor han prøvesmagter de forskellige sorter. De fem minutter skulle vise sig, at blive livsforandrende for ham.
Sidenhen er han af hele Danmark blevet kendt som Chili Klaus og i dag har han sin egen fabrik og webshop, med Skandinaviens største udvalg af produkter med chili. Det er dog ikke kun i Skandinavien at Chili Klaus produkter hitter - også i Europa, USA og Asien, er der forhandlere af produkterne.
Men nu er der altså noget, der bekymrer Chili Klaus og det deler han på sin Facebook-profil.
Det går kun én vej
“Hvem er den nye Klaus? Jeg er blevet opmærksom på, via Danmarks Statistik, at INGEN i 2019 har fået navnet Claus. Ikke ét eneste barn i Danmark! Og det på trods af, at Claus er nemt at udtale, nemt at stave og fungerer helt problemfrit i dagligdagen. Det går simpelthen kun én vej med navnet Claus - den forkerte!”
Sådan indleder Chili Klaus sit opslag på Facebook, hvorefter han fortsætter:
“Midt i mørket og tristessen er der alligevel er et lille lys. Ved nærmere granskning af Danmarks Statistik viser det sig, at ét enkelt dansk forældrepar i 2019, har navngivet deres barn Klaus (med K!). Det er selvfølgelig en nyhed, der gør mig varm om hjertet!”
“Jeg synes simpelthen, at de forældre fortjener en kæmpe tak for at give deres barn navnet Klaus, samt en velfortjent erkendtlighed. Så derfor - er der nogen herinde der ved, hvem der har født den nye Klaus? Så vil jeg sende dem en pakke, så den nye Klaus kan få en stærk start på livet,” skriver han.
Og det viser sig, at der faktisk flere af Chili Klaus’ følgere, der har født en Klaus. Flere melder sig på banen - blandt andet er der kommet en Klaus til verden den 4. november sidste år.
Herunder kan du se Chili Klaus' mest populære video fra Youtube, hvor han prøvesmager chili med Bubber.