Er du blevet inviteret til konfirmation, og står nu og mangler inspiration til, hvad du skal give konfirmanden, så er der rigtig god grund til at læse med her.
Ønskeskyen, der bliver brugt flittigt af over 10 mio. på verdensplan – heraf 3 mio. alene i Danmark – til at lave ønskelister, har nemlig analyseret 231.204 specifikke konfirmations-ønsker og kortlagt de 3 mest populære for både drenge og piger.
For hvis der er noget, man gerne vil hjælpe til med hos Danmarks mest populære ønskeliste-app, er det både at guide til den rigtige gave, men også at hjælpe med at sige farvel til “pengegaver”, der præger danske konfirmationer:
“Nu er både foråret og dermed konfirmations-sæsonen i fuld gang, og det betyder, at mange er på udgik efter den helt rigtige gave til den store dag. Det er jo fint nok at give penge til konfirmanden, men vi vil gerne slå på tromme for, at man i stedet giver den rigtige gave. Derfor kommer vi nu med 3 konkrete bud på gaver til både drenge og piger, som man kan være sikker på ikke at gå helt galt i byen med”, lyder det fra Casper Ravn-Sørensen, CEO hos Ønskeskyen, i en pressemeddelelse.
35.000 ønsker sig et digitalkamera
På pigernes konfirmations-ønskelister er det bl.a. makeup og skønhedsprodukter, der topper ønskelisterne i år – eks. de populære børstesæt og glow kits. Det ønske, der dog for alvor skiller sig ud i årets undersøgelse, er digitalkameraet.
Ja, du læste rigtigt; det klassiske kompaktkamera, som mange ellers troede havde udstået sin storhedstid tilbage i 00’erne, er nu tilbage i stor stil. Dette ønske har været populært et stykke tid, og er blevet ønsket af danske kvinder mere end 35.000 gange, ifølge Ønskeskyens krystalkugle-analyse:
“Digitalkameraet er virkelig blevet populært, og det er lidt overraskende. Måske handler det om, at de unge gerne vil tage billeder uden at være online hele tiden. Vi ved, at mange forsøger at skrue lidt ned for skærmtiden, og her giver det jo god mening at have et kamera, der bare er et kamera – uden notifikationer og sociale medier”, siger Casper Ravn-Sørensen.
Klassikere går igen hos drengene
Et kig i ønskelisterne hos de danske drenge afslører også en gammel-kending fra cirka samme periode omkring årtusindskiftet, der gør sin helt store genkomst: Nemlig mærket Ralph Lauren, der især havde sin storhedstid i 90erne og 00erne, men som nu er blevet en fast del af de danske drenges konfirmations-ønskelister.
Her er det især hættetrøjer og t-shirts, der er uhyre populære blandt de unge drenge.
Derudover er høretelefoner fra Apple stadig blandt de mest ønskede produkter hos drenge, hvilket måske ikke vil komme som nogen overraskelse, i det at Apples Airpods nemlig blev udråbt til ‘Årets Ønske’ med juleudgaven af Ønskeskyens Krystalkugle-analyse:
“Det er sjovt at se, at nogle ting bare ikke ændrer sig. Man føler sig først rigtig gammel, når de unge ønsker sig noget, man aldrig har hørt om, og det kan i hvert fald ikke siges at være tilfældet med drengene. Det er ikke kun Ralph Lauren, der er på mode igen – generelt kan vi se, at mange af tidens trends henter inspiration fra tidligere årtier; f.eks. parfumer fra Valentino og Armani”, afslutter Casper Ravn-Sørensen.