Største jordskælv i 25 år har ramt Nordsøen: Kunne måles i Danmark

Mathias Madsen

143 uger siden

|

22/03/2022
Indland
Billedet er fra et andet jordskælv / Foto: Shutterstock
Billedet er fra et andet jordskælv / Foto: Shutterstock
Et forholdsvis stort jordskælv har ramt ikke langt fra Danmarks kyster.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Om morgenen mandag d. 22. marts blev et jordskælv i Nordsøen målt til et sted mellem 4,6 og 5,1 på Richterskalaen. 

Det skriver Ekstra Bladet.

Jordskælvet opstod i et område mellem Færøerne og den norske halvø Stadt, hvor der forholdsvis ofte bliver registreret jordskælv, men mandagens skælv var en del større end normalt.

Jordskælvet ramte mellem Færøerne og halvøen Stadt / Foto: Google Maps

Tine Larsen, som er seniorforsker i seismologi ved GEUS, har forklaret til Ekstra Bladet, at der var tale om et usædvanligt stort jordskælv, som faktisk var så stort, at det er det største i mere end 25 år i det område. 

Rystelserne fra skælvet, som dog kun er vurderet til at have varet et par sekunder, kunne faktisk måles flere steder i Danmark, og det har nok også fået et par nordmænd tidligere ud af sengen end normalt. 

Ifølge det norske medie VG kunne indbyggere spredt ud over det vestlige Norge nemlig mærke rystelserne, ligesom at indbyggerne i Skotland ifølge Tine Larsen også har kunne mærke det usædvanligt store skælv. 

Hun mener også, at det bør have været muligt at mærke det på Færøerne, men dét er der dog ingen beretninger om. 

Heldigvis har jordskælvet ikke haft de store konsekvenser med sig, og det har således 'kun' resulteret i to politianmeldelser i Norge og en lukket boreplatform i Nordsøen, som dog kun er blevet lukket for en sikkerhedsskyld. 

"Vi har lukket Snorre B-platformen ned som en sikkerhedsforanstaltning, men intet tyder på, at der er noget galt," har Gisle Ledel Johannessen, som er pressechef for selskabet bag boreplatformen, således udtalt til E24.