Søren forsøgte at være flink: Nu hænger han på en død sæl

Henrik Rothenbücher

171 uger siden

|

11/09/2021
Indland
Denne sæl blev spottet i Danmark. Sælen er dog ikke denne fra historien. Foto:Søren Breiting/Biofoto/Ritzau Scanpix
Denne sæl blev spottet i Danmark. Sælen er dog ikke denne fra historien. Foto:Søren Breiting/Biofoto/Ritzau Scanpix
Søren blev mere eller mindre straffet for sin ellers gode gerning.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Faktisk ville han bare gøre sin pligt som borger - men nu hænger han på en 150 kilo død sæl. 

Søren Timmermann ejer Endelave Camping, hvor flere turister havde henvendt sig til ham. Beklagelserne lød på, at der lå en død sæl i vandkanten på stranden og den duftede tilsyneladende ikke særlig godt. 

Derfor fjernede Søren Timmermann fjerne den med sin rendegraver, men det kan nu risikere at blive en dyr affære for ham.

Det skriver Horsens Folkeblad

Han ville ikke grave sælen ned, da den kan forurene - men nu kan han risikere selv at skulle punge ud, for at få den fjernet. Personligt generede det ikke Søren at den døde sæl lå på stranden, men det var tydeligvis til stor gene for turisterne. Efter han havde modtaget op mod 10 henvendelser om dagen, så bestemte han sig for at fjerne den. 

Først blev han af andre lokale anbefalet at grave den ned, men den ide var han knap så begejstret for. 

Han synes nemlig det er noget svineri, at grave en stor halvrådden sæl ned. Derfor smed han sælen i en Daka container, som bruges til at fragte ådsler væk på Endelave. 

"Det er jo ikke min sæl!"

Efterfølgende ringede han til Horsens Kommune for at få hjælp til at skaffe sælen af vejen, men her var der ikke nogen hjælp at hente. Her blev han sendt videre til Skov- og Naturstyrelsen - men også her mødte han en mur. 

Beskeden lød på, at sælen var hans eget problem. Også hos Kystdirektoratet lød beskeden sådan. 

Derfor ender Søren Timmermann nu måske selv med at skulle punge ud - og det er han ikke glad for, da hans hensigt blot var at være hjælpsom.

"Det er jo ikke min sæl! Jeg synes egentlig, at jeg var rar og gjorde min  borgerpligt. Men jeg skulle aldrig have fjernet den sæl. Det har ikke givet andet end bøvl... Jeg savner en procedure , eller at nogle tager ansvar. Hvis det var et smuglerskib med cigaretter eller vodkaflasker, der strandede på øen, så skulle de nok komme frem," lyder det fra Søren, der påpeger at den store sæl jo ikke kan smides i skraldespanden.

Horsens Folkeblad har været i kontakt med en vildtkonsulent fra Naturstyrelsen Søhøjlandet:

"Døde sæler indgår som en del af naturens fødekæde, så man skal lade dem være. Hvis man synes, det er et problem, at de ligger der, kan man bortskaffe dem. Men der er ingen myndigheder, der betaler for det, for der er ingen grund til det. Sæler indgår i fødekæden og bliver spist. Det kan godt være, at nogle synes, at det er ulækkert, men hvis man af hensyn til kunderne vil rydde mere op, end det forventes, må man selv betale for det," lyder det fra  Lars Bruun Hansen. 

Hos Horsens Kommune lyder samme svar - dog vil kommunen gøre en undtagelse og hjælpe, nu hvor Søren blot i god tro ville gøre en god gerning.