Statsminister Mette Frederiksen (S) skal inden længe på besøg i både Albanien og Kroatien. Når statsministeren ankommer til Albanien, så vil der blive skrevet historie.
Mette Frederiksen kommer nemlig til at være den første danske statsminister, som besøger Albanien.
Under besøgene skal Mette Frederiksen mødes med de to premierministre, Edi Rama i Albanien og Andrej Plenkovic i Kroatien.
Konkret skal de drøfte den nuværende situation med migranter og flygtninge, som forsøger at komme til EU samt sikkerhedssituationen på Balkan set i relation til krigen i Ukraine.
Besøgene finder sted den 6. og 7. marts.
- Vestbalkan er EU's nærområde, og Ruslands invasion af Ukraine understreger regionens geopolitiske vigtighed. EU skal være aktivt til stede som en konstruktiv samarbejdspartner, lyder det fra Mette Frederiksen ifølge TV 2.
Det er dog en årrække siden at en dansk statsminister sidst har besøgt Kroatien. Det skete sidst i 2008, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) besøgte landet.