Skal der bygges endnu en Lillebæltsbro? Vejdirektoratet giver svaret

Mathias Madsen

24 uger siden

|

03/07/2024
Indland
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vejdirektoratet har nu svaret på, om byggeriet af en tredje bro over Lillebælt snart iværksættes.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der går mange år, før Den Nye Lillebæltsbro bliver så befærdet, at det er et problem, og Den Gamle Lillebæltsbro har ligeledes mange år tilgode.

Sådan lyder vurderingen fra Vejdirektoratet, som i en udtalelse har løftet sløret for planerne om en tredje bro over Lillebælt.

I 1925 begyndte man at bygge den første bro over Lillebælt, som skulle forbinde Jylland og Fyn, og i 1935 stod den bro, der i dag kaldes Den Gamle Lillebæltsbro, færdig.

Broen blev indviget og er siden blevet flittigt brugt; faktisk så flittigt, at man i 1965 så sig nødsaget til at påbegynde byggeriet af endnu en bro over Lillebælt.

Den bro stod færdig i 1970 og har siden været kendt som Den Nye Lillebæltsbro.

For nyligt blev Vejdirektoratet og Banedanmark så i forbindelse med Infrastrukturplan 2035 sat til at undersøge, om det var nødvendigt snart at bygge endnu en Lillebæltsbro, og Vejdirektoratet er nu kommet frem til et svar - sådan da.

Kan holde mange år endnu

I en pressemeddelelse afslører Vejdirektoratet, at en tredje bro over Lillebælt formentlig vil blive nødvendigt på et tidspunkt, men pt er der ingen tidshorisont.

I forbindelse med en strategisk analyse af trafikken over Fyn kom man nemlig frem til, at den optimale løsning på stigende trafik på strækningen vil være påvirket af, om og evt. hvornår der kommer en broforbindelse mellem Als og Fyn.

Man har således ifølge Vejdirektoratet vurderet, at "en vejforbindelse syd om Middelfart er den løsning, der giver de største trafikale gevinster," men man har samtidig "vurderet, at linjeføringen syd om Middelfart [...] i høj grad må ses i sammenhæng med resultatet af den igangværende forundersøgelse af en fast forbindelse mellem Als og Fyn, som forventes færdig i slutningen af 2024."

"Derfor bliver den strategiske analyse af en ny forbindelse på tværs af Lillebælt midlertidigt sat på pause," lyder det derfor fra Vejdirektoratet, som har samarbejdet med Banedanmark om projektet.

De undersøgelser, som Vejdirektoratet og Banedanmark har udført som led i projektet, fastslår dog også, at der ikke er grund til at stresse.

Ifølge undersøgelserne vil Den Nye Lillebæltsbro nemlig tidligst blive belastet kritisk trafikalt efter år 2040. Samtidig har man vurderet, at Den Gamle Lillebæltsbro kan holde "mindst 50 år endnu" - dvs. indtil 2074.

Der vil altså formentlig på et tidspunkt blive bygget en tredje bro over Lillebælt, men der går nok en del år endnu, før byggeriet går i gang.