Sikkerhedsstyrelsen advarer danskerne dagen før nytår: Det blæsende vejr kan resultere i alvorlige ulykker

Kamille Isaksen

51 uger siden

|

30/12/2023
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Da det ser ud til, at der kommer regn i hele landet i løbet af nytårsaften, skal man også være særligt opmærksom på opbevaringen af fyrværkeriet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vejrudsigten lover regn og blæst nytårsaften, men det er en yderst farlig kombination med fyrværkeri. Vær derfor ekstra opmærksom på sikkerhedsafstanden.

Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Sikkerhedsstyrelsen advarer om, at vådt fyrværkeri og blæsevejr kan få blandt andet raketter på en anden kurs end den planlagte. Så hvis man vil ud og skyde det nye år ind med fyrværkeri, skal man være ekstra opmærksom på regnen, blæsten og fyrværkeriets sikkerhedsafstand.

- Der står på fyrværkeriet, hvor stor en sikkerhedsafstand man skal holde til det. Men når det blæser, skal den afstand øges, så man mindsker risikoen for skader. Hvis det blæser mere end fem meter i sekundet, skal man faktisk fordoble sikkerhedsafstanden. Og så er det altså ekstra vigtigt, at man husker beskyttelsesbrillerne, da regnen og blæsten kan få fyrværkeriet til at opføre sig mere uforudsigeligt, siger Nicoline Zederkof Jensen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Da det ser ud til, at der kommer regn i hele landet i løbet af nytårsaften, skal man også være særligt opmærksom på opbevaringen af fyrværkeriet. Fyrværkeri skal opbevares tørt og ikke for varmt, indtil det skal fyres af. Bliver fyrværkeri vådt, kan fyrværkeriets egenskaber blive ændret, så det springer på en uhensigtsmæssig måde eller med forsinkelse.

- Når der regner, er det mest sikkert at tage ét stykke fyrværkeri med ud ad gangen og lade resten stå i tørvejr. På den måde mindsker man risikoen for, at fyrværkeriet ikke opfører sig, som det skal på grund af regnvejret, pointerer Nicoline Zederkof Jensen.

Sikkerhedsstyrelsen gør desuden opmærksom på, at afstanden til bygninger og beplantning, der kan antændes, skal være dobbelt så stor i vindretningen, når det blæser. Det betyder, at der skal være mindst 20 meter til åbninger i bygninger, og man skal holde sig mindst 400 meter fra bygninger med stråtag, bevoksning og brændbart materiale, når der skydes raketter af i blæsevejr.

De fem fyrværkeriråd

  1. Brug altid beskyttelsesbriller.

  2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.

  3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.

  4. Hold sikkerhedsafstanden, og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.

  5. Gå aldrig tilbage til en fuser.

Særlige sikkerhedsafstande

Særlige omgivelser, eksempelvis stråtag, høstakke, skovområder, landbrugsejendomme med dyrehold.

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen