Er du en del af en forening eller en aktivitet i Nordvest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne, og mangler I penge til at styrke det lokale fællesskab?
Så er det en god ide at læse videre.
Snart uddeler den andelsejede energi- og fibernetkoncern Andel 10x10.000 kr. til foreninger og aktiviteter, som gør en indsats for at styrke det lokale fællesskab.
Men det er nu, du skal være hurtig, for der er deadline allerede den 10. september kl.23.59:
”Vi vil rigtig gerne hjælpe det gode arbejde godt på vej, og derfor leder vi frem til den 10. september efter både eksisterende og nye foreninger og aktiviteter, der kan bruge en økonomisk håndsrækning”, fortæller kommunikationsdirektør Rikke Harbo Trikker.
Hvem kan søge?
Andel uddeler 10.000 kr. til i alt ti donationsmodtagere, og forudsætningen for at få støtte er, at man gør noget, “der øger sammenhængskraften i regionen,” lyder det i en pressemeddelelse fra Andel.
Alle foreninger og aktiviteter, der ønsker at styrke fællesskabet, kan søge om en donation, og det er således kun fantasien, der sætter grænser, når ansøgningsformularen skal udfyldes.
En af dem, der tidligere har taget chancen og søgt om en donation, er Christina Heimann fra Holbæk Klatreklub:
”Andels donationsprogram rummer en bred pallette af forskellige donationsmodtagere, så jeg tænkte, hvorfor ikke give det et forsøg og se, om ikke Holbæk Klatreklub kunne komme i betragtning. Det gjorde vi heldigvis, og for donationen har vi købt nye klatregreb, reb og diverse udstyr, så folk i alle aldre kan kigge forbi og opleve glæden ved at klatre.”
Skal din forening eller aktivitet også komme i betragtning til donationsprogrammet, så kan du udfylde ansøgningsformularen her.
Deadline for ansøgning er den 10. september kl. 23.59.