Rullepølse har forårsaget udbrud af farlig bakterie

Mathias Nielsen

121 uger siden

|

20/07/2022
Indland
Foto: Esben Salling/Ritzau Scanpix
Foto: Esben Salling/Ritzau Scanpix
Flere er blevet syge af rullepølsen, som er blevet tilbagekaldt.

Dagens topnyheder

I 2022 har der været væsentligt flere smittede med listeria. Listeria er særlig farlig for syge, svækkede, ældre og gravide. Efter et større opklaringsarbejde, som er udført i tæt samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet bistået af Danish Crown, har man nu fundet den ene synder: en rullepølse, som er blevet tilbagekaldt og derfor ikke længere er i butikkerne.

Laboratorieanalyser har vist, at det skyldes to samtidige sygdomsudbrud, hvor patienterne er blevet syge af to forskellige typer listeria. I alt er otte personer blevet smittet af rullepølsen, heraf er en død som følge af smitten.

- Vi har netop fundet et match mellem otte sygdomstilfælde og listeria fra en Danish Crown virksomhed i Oldenburg i Tyskland, der producerer rullepølse. Syv af de otte patienter blev interviewet, og de havde alle spist rullepølse. Når vi efterfølgende har været i kontakt med de supermarkeder, som patienterne havde handlet i, har vi konstateret, at rullepølse fra Danish Crown i Oldenburg gik igen flere steder, siger Annette Perge, sektionsleder i Fødevarestyrelsen.

For lidt over en uge siden har Danish Crown kaldt alle rullepølseprodukter produceret efter 1. juni tilbage fra markedet. Det skete, fordi virksomheden havde fundet listeria i produktionen på virksomheden i Oldenburg.

- DTU Fødevareinstituttet, SSI og Fødevarestyrelsen har analyseret og sammenlignet de listeriabakterier, der blev fundet i patienterne og i rullepølse fra virksomheden i Oldenburg, ved brug af DNA-typning. Bakterierne viste sig at være helt ens og sammenholdt med, at patienterne har oplyst, at de har spist rullepølse, så kan man være sikker på, at smitten er kommet fra rullepølsen, siger Steen Ethelberg, der er seniorforsker på Statens Serum Institut.

Man har fortsat ikke fundet kilden til det andet smitteudbrud, men man forsøger fortsat at få det opklaret. Fødevarestyrelsen har en række råd til, hvordan disse særligt sårbare grupper kan undgå listeria:

  • Spis koldrøget fisk, gravad fisk og kødpålæg så friskt som muligt

  • Hold køleskabstemperaturen på 5 °C eller koldere

  • Undgå upasteuriseret mælk og bløde råmælksoste