Der er ganske vist næsten et halvt år til at Nordens største musikfestival, den legendariske Roskilde Festival, løber af stablen. Det sker i perioden den 24. juni-1. juli.
Det officielle musikprogram starter dog først den 28. juni. Og selvom det fulde musikprogram langt fra er slut endnu, så kan festivalen allerede nu komme med en stor meddelelse.
Roskilde Festival har nemlig besluttet at lukke sin avis Orange Press, skriver B.T.
- Intet er helligt i Festivaldanmark, der jo trods alt skal tjene nogle penge efter hårde år. Heller ikke landets mest læste dagblad, skriver Ronja Pilgaard, som er chefredaktør på Orange Press.
Chefredaktøren oplyser, at festivalen fremover ønsker at satse mere på digital kommunikation, da troen på, at unge mennesker læser avis, ikke længere er til stede i redaktionen.
Orange Press udkom dagligt i den uge, festivalen varer. Første gang var da den udkom for 14 år siden i 2008.
Siden da har den været en fast del af festivalen, men sådan vil det ikke være om nogle måneder.
Avisen har cirka 60 frivillige tilknyttede. Det omfatter både journalister, fotografer og tegnere.
Om et lignende format vil fortsætte i digital form, er der ikke nogen melding om på nuværende tidspunkt.