Regnen skaber trafikkaos: E45 helt spærret

Mathias Madsen

9 uger siden

|

26/09/2024
Indland
Foto: Shutterstock
Torsdagens regn skaber kaos på de danske veje.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Torsdag har efterårsvejret for alvor ramt Danmark, og det meste af landet har således været ved at drukne i voldsom regn hele dagen.

Det har muligvis påvirket humøret hos mange, og det har helt sikkert påvirket trafikken. Torsdag har det danske vejnet nemlig været ramt af usædvanligt mange trafikuheld, og mange af dem skyldes det våde vejr.

Tidlig torsdag morgen indtraf den første ulykke ifølge TV2 på Helsingørmotorvejen, og derefter gik det kun én vej.

Bilisterne på Motorring 3 på Sjælland måtte således væbne sig med tålmodighed, da et voldsomt uheld ved Lyngby skabte op mod én times kø i morges, og i formiddags advarede Vejdirektoratet de sjællandske bilister om store vandmængder på motorvejene.

I løbet af eftermiddagen indtraf yderligere tre uheld på diverse motorveje på Sjælland og Fyn, og Fyns Politi advarede kort efter bilister om at køre forsigtigt og efter forholdene, og nu er det så tilsyneladende blevet Jyllands tur til at sidde i kø.

For kort tid siden indtraf ikke bare ét, men hele to uheld nemlig på E45-motorvejen ved Vejle, og det har sat en prop i eftermiddagstrafikken.

Sådan lyder det fra P4 Trafik.

Uheldene er sket i nordgående retning mellem henholdsvis 61b, Vejle S og 61a, Vejle C og ved 60, Vejle N.

Begge uheld er i nordgående retning, og da det ene har spærret det venstre spor, og det andet har spærret det højre spor, er der decideret kaos på den drivvåde motorvej, hvor der i skrivende stund er massiv kø.