Supermarkedernes hylder bugner stadig af varer, men det gør danskernes pengepunge ikke nødvendigvis.
Fødevarepriserne fortsætter nemlig med at stige langt hurtigere end resten af prisudviklingen, og det mærkes særligt på nogle af de varer, som mange lægger i kurven hver uge – eller hver dag.
De nyeste tal viser, at smør har oplevet en prisstigning på hele 28 procent det seneste år. Kaffe og chokolade deler andenpladsen med en stigning på 22 procent, mens æggene halter lidt efter – men stadig med en prisstigning på hele 18 procent.
“Generelt løber fødevarepriserne hurtigere end de øvrige prisstigninger. Det er blevet dyrt, og der er visse varer, der trækker det samlede prisindeks op,” siger forbrugerøkonom hos Sydbank, Ann Lehmann Erichsen, til B.T.
Selvom inflationen generelt ligger på 1,5 procent i forhold til marts sidste år, er priserne på fødevarer steget med tæt på fem procent. Og ifølge økonomer er der ikke meget, der tyder på, at priserne vil dykke foreløbig.
“Supermarkederne er blevet spurgt, og de siger, at der er ikke udsigt til prisfald. Det ser mere ud til pil op eller uændret pris, men der er meget der kan ændre sig,” vurderer Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
Høsten slår fejl
Flere af årsagerne til prisstigningerne skal findes uden for Danmarks grænser. Efterspørgslen på mejeriprodukter er høj på globalt plan, hvilket ifølge Borre presser prisen op på blandt andet smør.
Kaffe og chokolade har været ramt af dårlige høstsæsoner, og dermed er udbuddet dalet, mens priserne er steget.
Æg er desuden blevet en mangelvare i flere områder, efter at fugleinfluenza har lagt store dele af produktionen ned.
For danskerne betyder det, at nogle af de mest almindelige dagligvarer nu koster markant mere end for bare et år siden. Og selv om prisstigningerne ikke rammer hele sortimentet lige hårdt, er det især de vanedannende varer som smørklatter, morgenkaffe, mælkechokolade og spejlæg, der hiver bonnen op.
Tendensen viser ingen tegn på at bremse – og spørgsmålet er, hvor meget mere kurven kan bære, før den knækker.