Postnord mistede afgangseksamensopgaver: Nu er elever tvunget til at gå om

Nicolai H

23 uger siden

|

12/06/2024
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
51 eksamensopgaver er i Postnords varetægt forsvundet. Censor dybt frustreret.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Af alle forsendelser der bare ikke må forsvinde med posten...

En gruppe på 51 niendeklasseselever fra Vitaskolen i Esbjerg står over for en uventet og frustrerende udfordring.

Deres skriftlige matematikafgangsprøver er forsvundet under en forsendelse med PostNord, og nu skal de muligvis til reeksamen i december.

Efter at have afleveret deres eksamensbesvarelser i henhold til reglerne, troede eleverne, at de kunne se frem til sommerferien med ro i sindet.

Men da eksamensopgaverne ankom til censor, var pakken blevet åbnet, og besvarelserne fra fire klasser var væk.

"Censor kontakter skolen med det samme, og vi kontakter efterfølgende PostNord for at få dem til at lede efter de forsvundne besvarelser. Men vi oplever ikke rigtigt, at de tager det seriøst," udtaler skoleleder Ole Lerke til Ekstra Bladet.

Skal tages om - et halvt år efter sidste skoledag

Eleverne står nu med udsigten til en reeksamen i december.

Skolen har været i kontakt med ministeriet, alle ungdomsuddannelser og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), som har sikret elevernes optag på ungdomsuddannelserne. Men den umiddelbare løsning er en ny prøve.

Ole Lerke har arbejdet hårdt på at finde en alternativ løsning. Han blev kontaktet tirsdag eftermiddag. Her fik de at vide, at hvis eleverne kan komme med den originale computer som de var til eksamen med, så kan skolen muligvis trække opgaverne ud. Derefter kan de få lov til at aflevere dem igen.

Forældrene er frustrerede over, at man ikke bare kan ophøje årskarakteren til en prøvekarakter. Denne løsning har skolen også forhørt sig om, men her fik de at vide, at der ikke var hjemme til det.

PostNord har erkendt fejlen og forsøger at finde de forsvundne besvarelser.

"Det lader desværre til, at pakken med afgangsprøverne har været beskadiget, og at nogle af forsendelserne derfor er faldet ud. Det er selvfølgelig en ekstraordinær situation, og derfor gør vi også alt hvad vi kan for at finde forsendelserne, herunder at gennemgå videomateriale fra vores terminal. Det er meget beklageligt, og vi er i dialog med skolen," udtaler Andreas Brethvad, Kommunikationsdirektør PostNord Danmark, til Ekstra Bladet.