I Danmark er der i teorien ikke brug for biler, der kan køre mere end 130 km/t, da det er den højeste hastighed, der må køres herhjemme.
Kører man syd for grænsen er sagen til gengæld en helt anden, da der mange steder i Tyskland ikke er begrænsninger på hastigheden.
Fremover kan du dog blive mødt af en begrænsning, når du træder på speederen, hvert fald hvis du køber en ny Volvo.
Den svenske bilproducent har i en pressemeddelelse meddelt, at Volvo vil forbedre trafiksikkerheden, og derfor vil deres biler fremadrettet ikke kunne overstige 180 km/t, uanset hvor hårdt du trykker på speederen.
“Vores hastighedsbegrænsende teknologi og den dialog, den har sat i gang, passer ind i denne vision. Hastighedsbegrænsningen og Care-nøglen hjælper bilisterne med at reflektere og indse, at bilkørsel potentielt kan være farlig, samtidig med at det giver ekstra ro i sindet og understøtter større ansvarlighed i trafikken,” fortæller Malin Ekholm, der er leder af Volvo Cars Safety Center.
Det er muligt at sætte begrænsningen ned
De nye biler vil på forhånd være begrænset til 180 km/t, og begrænsningen kan ikke sættes op. Til gengæld kan man selv flytte begrænsningen ned, og det gøres via en særlig ‘Care’-nøgle, som følger med.
“Disse to initiativer sender et stærkt signal om farerne ved at køre for stærkt, hvilket understreger Volvo Cars’ position som førende inden for sikkerhed. Begge funktioner illustrerer, hvordan bilproducenter aktivt kan tage ansvar for at opnå nul dødsfald i trafikken og understøtte ansvarlig adfærd i trafikken,” lyder det fra Volvo i pressemeddelelsen.
Der er tale om Volvo-biler, der bliver bygget fra uge 22. Køber du en Volvo fra før denne uge, vil der ikke være problemer med at få hastigheden over 180 km/t.