Politiet rykkede ud til politiet: Øvelseskørsel gik helt galt

Mathias Madsen

34 uger siden

|

24/08/2024
Indland
Billede
Foto: Shutterstock
Onsdag gik det helt galt for en elev hos politiet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Næsten dagligt drøner civile politibiler rundt på både de jyske, fynske og sjællandske veje med studerende bag rattet som led i de studerendes politiuddannelse.

Med sig i bilen har de en uddannet og erfaren køreinstruktør fra politiet, men bilerne er civile politibiler og ikke køreskolebiler. Det vil sige, at køreinstruktøren ikke nødvendigvis har bremser i sin side af bilen, og det er derfor de studerende, som styrer bilen helt alene.

Det har fået flere til at kritisere, at politiet øver udrykningskørsel på offentlig vej blandt almindelige bilister i stedet for på et lukket anlæg som for eksempel ambulancebehandlerne gør, og selvom politiet længe har forsikret borgerne om, at der er styr på det, så gik det helt galt onsdag, da en elev fra politiskolen i Vejle kørte udrykning.

"Vanvidskørsel"

I Skærbæk oplevede 8-årige Jens ifølge Fredericia Dagblad, at den civile politibil med en politistuderende bag rattet kørte "sindssygt stærkt," da han skulle til at gå over et fodgængerfelt.

Jens tænker stadig over, hvad der ville være sket, hvis han var gået ud på vejen og var blevet ramt, og Hans-Jørgen Jagd kan godt forstå ham.

Ifølge JydskeVestkysten oplevede han nemlig også kørslen, som han beskriver som "vanvidskørsel," på aller tætteste hold. Faktisk så tæt på, at han ramte sammen med bilen.

Hans-Jørgen kunne nemlig ifølge sin egen forklaring ikke nå at reagere, før han i en rundkørsel ved Coop 365 på Skærbækvej blev ramt af den civile politibil, som kom "flyvende."

Hans-Jørgens bil blev smadret og måtte hentes af autohjælp dagen efter, men heldigvis kom ingen alvorligt til skade ved uheldet.

Politiet blev tilkaldt

Til JydskeVestkysten har Arno Rindahl Petersen, som er vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, bekræftet, at politiet onsdag kl. 16.17 blev kaldt ud til rundkørslen i forbindelse med et færdselsuheld, som politiet var involveret i.

"Vi er derude i forbindelse med et færdselsuheld, der er sket under noget øvelseskørsel fra politiet," har han således forklaret.

Vicepolitiinspektøren har dog ikke ønsket at udtale sig yderligere, og han henviser i stedet til politiskolen, da "det er deres sag, og derfor er det også dem, der skal udtale sig i sagen."

Der findes to politiskoler i Danmark; én i Brøndby og én i Vejle. Skolen i Brøndby åbnede i 1996, og skolen i Vejle åbnede som Danmarks anden politiskole i november 2020.

Inden da havde man oprettet en midlertidig politiskole i Fredericia, som fungerede som uddannelsessted for Jylland og Fyns betjente fra oktober 2018 til november 2020, hvor den nye skole i Vejle overtog.

Ads by MGDK