Østjyllands Politi endte med at have flere bekymringer om ørene søndag, end blot den tunge regn.
Ordensmagten måtte nemlig rykke ud til hele fire sager om spirituskørsel.
Politiets budskab er klart: "Lad bilen stå, hvis du har drukket," som de skriver i døgnrapporten.
Første episode fandt sted omkring klokken 21.30 på Malmøgade i Aarhus N, hvor en 33-årig mand mistede herredømmet over sin bil og kørte igennem en hæk og ramte en husmur. Manden, der erkendte at have drukket før uheldet, blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Senere, klokken 23.35, fik politiet en anmeldelse om en mulig spirituspåvirket mand i parkeringshuset på Dokk1 i Aarhus. En patrulje fandt en 38-årig mand, der tydeligt var beruset og omgivet af tomme spiritusflasker i sin bil. Han blev anholdt, målt til en promille på 0,92, og hans kørekort blev inddraget.
I Mørke på Djursland blev en beboer på Fårupvej uventet vært for en bil, der sad fast i hans indkørsel. Føreren, en 51-årig mand, havde en promille på hele 1,94. Bilen var kørt ind i indkørslen for at vende, men sad fast mellem en hæk og en forhøjet græsplæne. Manden blev anholdt og taget med til afrusning og blodprøveudtagelse.
Natten til mandag klokken 01.38 blev en 46-årig mand stoppet på Glarbjergvej i Randers med en promille over det tilladte. Han forklarede, at han skulle hente en kammerat og havde drukket øl kort før han kørte.
De gentagende tendenser har nu fået bægeret til at flyde over hos Østjyllands Politi, der sender en vigtig opfordring til landets bilister:
"Hvert år er der flere dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikulykker, hvor spiritus er involveret. Både fornuft og reaktionsevner bliver stærkt forringede ved indtagelse af alkohol. Lad helt være med at drikke, hvis du skal ud og køre, eller vær meget opmærksom på ikke at drikke for meget. Lad bilen stå, hvis du har drukket, og lav på forhånd aftaler om, hvem der kan køre dig hjem," skriver politiet.