Politiet deler billede og beder offentligheden om hjælp til at identificere død mand

Mathias Madsen

141 uger siden

|

08/04/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Politiet har svært ved at identificere en død mand, som er blevet fundet i vandkanten i Nordjylland.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I går eftermiddag fik en tysk turist sig nok noget af et chok, da han var ude at gå en tur på stranden i Lyngså ved Sæby i Nordjylland. 

Den tyske turist fandt nemlig en livløs person i strandkanten og ringede derfor med det samme til alarmcentralen og slog alarm.

Herfra sendte man straks både politi og ambulance til stedet, men det viste sig, at manden var død.

Ifølge et opslag, som politiet har lavet på Twitter, er der tale om en mand "mellem 40-60  år," som er "nordeuropæisk af udseende."

Manden havde ingen ejendele eller identifikationspapirer på sig, da han blev fundet, og politiet har derfor endnu ikke identificeret ham, men de arbejder ud fra en teori om, at han er fra ét af de nordiske lande. 

Det skyldes blandt andet hans udseende, men også at han har en stor rygtatovering med 'temaet' nordisk mytologi. 

Netop denne tatovering har politiet nu delt et billede af i håb om, at der er nogen, som kan genkende tatoveringen og hjælpe med at identificere manden.

Foto: Nordjyllands Politi

"Kan vi få ham identificeret, vil det også gøre vores arbejde lettere, i forhold til at finde ud af hvad der er sket, og hvor han kommer fra," har Karsten Højrup Kristensen, som er vagtchef ved Nordjyllands Politi, forklaret. 

Han har desuden udtalt, at de arbejder ud fra en teori om, at manden er faldet over bord på et skib og er druknet. 

"Vi har ingen grund til at tro, at der skulle ligge en kriminel handling bag," har vagtchefen således udtalt. 

Manden beskrives som almindelig af bygning, cirka 175 til 180 centimeter høj, og han var iført lys trøje og mørke bukser, da han blev fundet i vandkanten. 

Hvis du mener, at du har oplysninger, som kan hjælpe politiet med at identificere manden, så bedes du kontakte politiet på telefon 114.