Påstand mod påstand: Mette Frederiksen reagerer på rygte om rockerbesøg

Nicolai H

1 dag siden

|

22/03/2025
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Statsministeren mindes ikke, at mødet har fundet sted.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Retssalen i Helsingør fik kortvarigt et royalt snert, da en bemærkning fra vidneskranken pludselig satte landets statsminister i centrum.

Under en verserende sag om et muligt forbud mod rockergruppen Bandidos påstod et mangeårigt medlem, at Mette Frederiksen tidligere har lagt vejen forbi gruppens klubhus i Ballerup.

Det skriver Ekstra Bladet.

Oplysningen faldt under afhøringen af det 61-årige medlem, der har haft tilknytning til Bandidos i næsten tre årtier. Her forklarede han, at klubben i gamle dage holdt åbne fester, hvor alle var velkomne – og nævnte i samme ombæring statsministerens navn blandt deltagerne.

Halvvejs inde i afhøringen løftede han sløret for, at Frederiksen angiveligt dukkede op sammen med to veninder en formiddag for “10-15 år siden, måske mere”. Han kunne ikke huske et præcist årstal – og var usikker på, om hun dengang overhovedet var en del af det politiske landskab.

– Det var, mens hun var ung. Jeg ved ikke engang, om hun var inden for politik dengang, lød det efterfølgende fra ham, da han blev konfronteret af pressen uden for retssalen.

Oplysningen fik Ekstra Bladet til at rette henvendelse til Statsministeriet – som dog først efter 15 dage vendte retur med en afklaring fra statsministeren selv.

– Jeg tror, han må forveksle mig med en anden. Jeg har ikke den fjerneste erindring om, at det skulle være sket. Jeg mindes til gengæld at have set det omtalte sted udefra i forbindelse med et besøg sammen med politiet, lyder svaret fra Mette Frederiksen.

Der blev ikke under retssagen spurgt nærmere ind til hverken tidspunkt, anledning eller omfang af besøget. Oplysningerne blev fremsat i en bisætning – og står foreløbigt alene som påstand.

Det nævnte klubhus i Ballerup har siden mindst 2002 fungeret som hjemsted for den lokale afdeling ’Northland Chapter’, hvor det 61-årige medlem selv hører til.