Tirsdag aften udviklede sig tragisk på Vejlevej i Kolding, da en 65-årig cyklist blev ramt af en bil, hvis fører efterfølgende stak af fra stedet.
Manden blev hårdt kvæstet, og trods hurtig indsats fra politi og ambulance, stod hans liv ikke til at redde. Han blev erklæret død tidligt onsdag morgen.
Det skriver JydskeVestkysten.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 18.25, hvor en cyklist var blevet påkørt af en bil ud for Vejlevej 88.
Ifølge Sydøstjyllands Politi holdt bilen kortvarigt ind, og en person steg ud og havde kontakt med den kvæstede mand. Om det var føreren eller en passager, er endnu uklart. Efterfølgende kørte bilen væk i nordlig retning.
"En cyklist blev påkørt af en bil, som holdt ind til siden. En person fra bilen kom derefter ud og havde kontakt til cyklisten. Vi ved ikke, om det var passageren eller føreren. Derefter er omstændighederne uklare," forklarer vagtchef Steffen Volf.
Takket være hurtige vidner blev hjælpen alarmeret:
"Der kom nogen hen og hjalp den påkørte, og de ringede 112. Derfor kom vi hurtigt og var derude efter tre minutter. Kort tid efter kom ambulancen," fortæller vagtchefen.
Politiet iværksatte en eftersøgning og efterlyste en grå bil, der blev fundet senere på aftenen hos en bilforhandler.
To personer blev anholdt i sagen, men kun en 22-årig mand blev sigtet. I første omgang lød sigtelsen på uagtsom legemsbeskadigelse, men efter den 65-åriges død er sigtelsen ændret til uagtsomt manddrab.
Politiet afventer nu bilinspektørens rapport, som skal belyse de præcise omstændigheder ved ulykken.