Over 35.000 danskere skal glæde sig: En vigtig sejr på vejen mod et bedre helbred

Nicolai H

12 uger siden

|

26/09/2024
Indland
Foto: Chinnapong/Shutterstock
Foto: Chinnapong/Shutterstock
Flere tusind danskere skal se frem til et fordelagtigt tilbud.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Alle voksne mennesker i Danmark med type 1-diabetes kan forvente at få tilbudt en sensor, der måler blodsukkeret og løfter behandlingen inden udgangen af 2026.

Det er resultatet af de seneste budgetforlig i Region Midtjylland og Region Nordjylland, som sender flere penge efter tildelingen af sensorer og dermed sætter hastigheden op.

De to jyske regioner har haltet flere år efter de andre tre regioner med at efterleve anbefalingen fra regionernes eget Behandlingsråd om at tilbyde sensorerne hurtigst muligt til voksne med type 1-diabetes, men nu er gabet altså indhentet.

Det glæder adm. direktør i Diabetesforeningen, Claus Richter.

- Diabetesforeningen kæmper for at mindske den geografiske ulighed i Danmark, så alle får tilbudt den nødvendige diabetesteknologi samtidig, uanset hvor i landet de bor. Udbredelsen af sensorer til voksne med type 1-diabetes har været alt for længe undervejs, men nu er det lykkedes at få de langsomme regioner til at følge trop, så alle får sensorer med udgangen af 2026. Det er en stor sejr i kampen mod postnummerlotteriet og den vilkårlige tildeling af teknologi, som ofte rammer mennesker med diabetes, siger Claus Richter i en pressemeddelelse.

Behandlingsrådet, der er nedsat af regionerne selv, kom i foråret 2023 frem til, at der er en livstidsgevinst ved at tilbyde sensorbaseret glukosemåling til voksne med type 1-diabetes frem for en traditionel fingerprikker. Behandlingsrådet anbefalede på den baggrund at regionerne skulle udrulle teknologien til alle.

- At investere i diabetesteknologi er win-win. Ikke kun er det åbenlyst godt for mennesker med diabetes, som får løftet deres behandling i en sådan grad, at risikoen for alvorlige følgesygdomme som hjerte-, øjen-, nyre- og nervesygdomme og amputationer reduceres markant. Det letter også presset på sundhedsvæsnet og gavner samfundsøkonomien. Derfor vil regionspolitikerne opleve, at deres investering i sensorer kommer mange gange retur – både i form af bedre behandling og færre følgesygdomme, men også mindre sygefravær og flere hænder på arbejdsmarkedet, siger Claus Richter.

Fakta:

  • Der er 35.229 mennesker med type 1-diabetes i Danmark

  • Ca. 3000 børn og unge under 18 har type 1-diabetes

  • Børn og unge med type 1-diabetes har siden 2018 haft ret til en sensor.

  • 69 procent af landets voksne med type 1-diabetes har allerede en sensor.