Efter tre ’opvarmningskampe’ med næsten ingen modstand, kan de danske håndboldherrer i aften forvente at støde på den første reelle modstand ved VM.
For oddssætterne hos Danske Spil er det også her, at VM for alvor starter.
Sådan skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Kampen mod Tyskland er den første ved dette VM, hvor Danske Spil har åbnet op for, at man kan spille direkte på, at Danmark vinder kampen: Ved de første tre kampe mod Algeriet, Tunesien og Italien havde Danske Spil kun såkaldte handikap-spil, hvor man kunne gætte på, hvor mange overskydende mål Danmark ville vinde med, men altså ikke, om de vandt.
”De danske håndboldherrer er simpelthen for suveræne til, at det i VM’s første tre kampe har givet mening at lade Oddset-kunderne gætte direkte på dansk sejr. Kampen mod Tyskland er derfor den første, hvor man kan gøre det. Fordi der for første gang er en reel – men usandsynlig - mulighed for, at danskerne ikke vinder,” fortæller oddssætter og håndboldekspert hos Danske Spil, Mads Mortensen.
Han tilføjer dog, at han ikke regner med, at særligt mange vil gøre brug af muligheden.
”Vores kunder regner generelt med, at Danmark scorer markant flere mål end modstanderne. Det er som om, at danskerne har svært ved at se et landshold, der sænker farten og lader modstanderne komme til – og vi er jo sådan set tilbøjelige til at give dem ret,” siger oddssætter og håndboldekspert hos Danske Spil, Mads Mortensen.
”Vi vurderer lige nu, at Danmark er omkring 5-7 mål bedre end tyskerne, og det er altså vel at mærke i en kamp mod de forsvarende OL-sølvvindere. Men ok, Danmark er jo så forsvarende OL-guldvindere, og da de to hold senest mødtes i OL-finalen, leverede Danmark noget af den bedste håndbold i mands minde, så mon ikke der er en reel mulighed for, at vi skal se endnu en dansk opvisning i aften,” siger Mads Mortensen.