Nye tal viser skræmmende tendens: Flere narkobilister end spritbilister for femte år i træk

Kamille Isaksen

57 uger siden

|

22/11/2023
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Risikoen for at møde en narkopåvirket bilist i trafikken væsentligt større end for at møde en spritbilist.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De seneste år er næsten 10.000 bilister årligt blevet sigtet for narkokørsel. Og selvom der foreløbig er sket et lille fald i antallet sigtelser i år, er det stadig over 3000 flere sigtelser end for spirituskørsel. Det viser nye tal, som Rigspolitiet har udleveret til Gjensidige.

December er historisk set en måned, hvor politiet har ekstra fokus på at fange spritbilister, der ikke lader bilen stå efter månedens mange julefrokoster.  

Men faktisk er risikoen for at møde en narkopåvirket bilist i trafikken væsentligt større end for at møde en spritbilist.  

Det skriver Gjensidige i en pressemeddelelse.

Hvor der sidste år blev sigtet knap 10.000 danskere for at køre narkokørsel, så lå antallet af sigtelser for spirituskørsel kun på godt 5.000.   

Og foreløbigt tyder det på, at årets sigtelser trods en lille nedgang vil ende nogenlunde på samme niveau.   

Det viser en opgørelse, som Rigspolitiet har foretaget for Gjensidige.  

Dermed er det femte år i træk, at antallet af sigtelser for narkokørsel ligger væsentligt over spirituskørsel, og derfor vil det formentlig kræve et langt og sejt træk at få nedbragt antallet af narkobilister, lyder det fra Henrik Sagild, der er direktør i skade i Gjensidige.  

”En stor del af kampen mod spritbilister har handlet om at få både bilisten og omgivelserne til at forstå, at det er en fuldstændig uacceptabel adfærd. Desværre tyder disse tal på, at der stadig ligger et stort forebyggelsesarbejde i at nedbringe antallet af bilister, der kører narkokørsel. For der må ikke være tvivl om, at narkokørsel er lige så farligt for trafiksikkerheden,” siger han.  

Netop narkobilisters fare for trafiksikkerheden kan også aflæses i de over 300 sigtelser, der rejses af politiet i forbindelse med færdselsulykker, som er forårsagede af narkopåvirkede bilister. 

Samtidig lader det også til, at der er et udbredt ønske blandt danskerne om at få en øget indsats i kampen mod narkokørsel.  

I en ny undersøgelse, som Kantar Public har foretaget for Gjensidige, svarer hele 85 procent af de adspurgte danskere, at narkobilister er lige så farlige i trafikken som spritbilister, mens knap halvdelen mener, der ikke bliver gjort nok for at nedbringe antallet.  

“Det er positivt, at der er så udbredt en forståelse for problemet med narkokørsel, og jeg håber, at et øget fokus på problemet kan være med til, at vi som samfund får vendt den negative udvikling der er på det her område,” siger Henrik Sagild.  

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.004 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af © Kantar Public for Gjensidige i august og september 2023.

Hvilke bilister mener du, er mest farlig i trafikken? 

Spirituspåvirkede bilister 

6% 

Narkopåvirkede bilister 

5% 

De er lige farlige 

85% 

Ved ikke 

4% 

Mener du, at der bliver gjort nok for at nedbringe antallet af narkopåvirkede bilister i trafikken? 

Ja 

13% 

Nej 

43% 

Ved ikke 

44% 

Antal sigtelser for spiritusakørsel de seneste fem år: 

2019: 6.041

2020: 5.521 

2021: 5.176 

2022: 5.278

2023 (pr. 9. november 2023): 4.157

Kilde: Rigspolitiet 

Antal sigtelser for narkotikakørsel de seneste fem år: 

2019: 9.103 

2020: 9.682 

2021: 9.803 

2022: 9.795 

2023 (pr. 9. november 2023): 7.172 

Kilde: Rigspolitiet 

Antal sigtelser vedrørende nakotikarelaterede færdselsuheld de seneste fem år: 

2019: 318  

2020: 328 

2021: 332 

2022: 352 

2023 (pr. 9. november 2023): 275 

Kilde: Rigspolitiet