Langt flere kvinder end mænd bliver syge af stress i løbet af arbejdslivet. Ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at kvinder bliver ramt af stressrelaterede erhvervssygdomme over tre gange så ofte som mænd. Samtidig har kvinder sværere ved få anerkendt psykiske arbejdsskader og dermed få økonomisk kompensation ifølge tal fra AES.
Forbundsformand for HK, Anja C. Jensen, kalder det en ligestillingsudfordring og efterlyser større fokus på kvinders sundhed:
- Her ser vi en ulighed, der ikke bare afspejler en skæv tilgang til fysisk versus psykisk arbejdsmiljø og de skader, der følger med. Det afspejler også forældede kønsnormer og et helt system, der fortsat bagatelliserer de sygdomme og lidelser, som primært rammer kvinder. Stress er fx ikke anerkendt som en sygdom. Og det er ikke bare en sundhedsudfordring. Det er en ligestillingsudfordring, fortæller hun i en pressemeddelelse.
Kvinder lider økonomisk under forældet system
Mænd bliver i langt højere grad kompenseret økonomisk, når de bliver syge af deres arbejde. Også når det kommer til psykiske arbejdsskader. Mens 9,4% af mænd får anerkendt deres psykiske arbejdsskader, gælder det samme for blot 3,6% af kvinder ifølge tal fra AES.
Den skæve kønsfordeling skyldes blandt andet, at kvinders arbejdsskader ofte er mere komplekse og sværere at dokumentere, men også et forældet system, der ikke er fulgt med arbejdsmarkedets udvikling:
- Arbejdsskadesystemet har brug for et reality check. I dag er du langt bedre stillet, hvis du løfter for tungt, end hvis du får angst, depression, hjertesvigt eller andre psykiske følgesygdomme. Men systemet – og lovgivningen – skal selvfølgelig kunne håndtere nutidens røg, støj og møg. For det er klart, at et system, der er meget ældre end kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, ikke tager højde for de sygdomme og skader, der rammer dem, og det kan man så undre sig over, siger hun.
Flere psykiske arbejdsskadesager skal frem i lyset
Derfor foreslår HK, at der afsættes 20 mio. kr. til et treårigt forsøg, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) pålægges at indhente arbejdsmedicinske erklæringer i alle relevante sager. Et tiltag, der kan dokumentere mindst 1.000 ekstra sager årligt, så flere psykiske arbejdsskadesager kan få en ordentlig og saglig vurdering.
- I HK ser vi gerne, at der bliver investeret mere i de arbejdsmedicinske klinikker, som belyser de her sager. For det vil ikke bare gøre det lettere at dokumentere sagerne, så AES kan vurdere dem på et fornuftigt, fagligt grundlag, det vil også sende et klart signal om, at psykiske arbejdsskader skal tages lige så alvorligt som fysiske, afslutter Anja C. Jensen.
Nøgletal:
2,3 ud af 1000 beskæftigede kvinder blev ramt af en stressrelateret erhvervssygdom i 2023, mens tallet for mænd var 0,7. (Kilde: AE)
3.000 ud af godt 4.000 anmeldte stressrelaterede erhvervssygdomme ramte kvinder i 2023. (Kilde: AE)
Anmeldelser af stressrelaterede erhvervssygdomme er steget fra 1.750 i 2010 til over 4.000 i 2023. (Kilde: AE)
9,4% af mænd får anerkendt deres psykiske arbejdsskader, mens det samme gælder for 3,6% af kvinder. (Kilde: AES)