Ny lov er vedtaget: PostNord er nødsaget til at tilpasse sig

Kamille Isaksen

55 uger siden

|

30/11/2023
Indland
Shutterstock
Shutterstock
På baggrund af Folketingets vedtagelse af en ny postlov påbegynder PostNord en tilpasning til den nye markedssituation.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fra årsskiftet ophæves den danske befordringspligt, som Post Danmark historisk har varetaget. Det er resultatet af en aftale blandt en række af Folketingets partier.

På baggrund af Folketingets vedtagelse af en ny postlov påbegynder PostNord en tilpasning til den nye markedssituation, og foretager dermed en række justeringer på brevmarkedet, der indebærer, at PostNords brevforretning, som vi kender den i dag, ikke vil være en del af virksomheden på sigt. PostNord fortsætter et styrket fokus på pakkemarkedet.

Det skriver PostNord i en pressemeddelelse

Vedtagelsen af en ny postlov betyder, at PostNord nu påbegynder en tilpasning af brevforretningen til de nye markedsvilkår. Fra årsskiftet justerer PostNord derfor produkter, services og priser, hvortil en række forsendelser, herunder breve, magasiner og pakker bliver pålagt moms, når den nye postlov træder i kraft.

- Post Danmark har i 400 år varetaget den vigtige samfundsopgave, det er at sikre, at alle danskere kan sende og modtage post. Digitaliseringen af samfundet betyder, at det ikke længere er en økonomisk bæredygtig forretning i sig selv at levere breve til hele Danmark. Med den nye postlov bortfalder befordringspligten og den kompensation, som staten har betalt for at opretholde en landsdækkende infrastruktur. Som konsekvens heraf medfører det en række ændringer i vores priser, services og organisation i det nye år, siger Nikolaj Ahrenkiel, konstitueret adm. direktør i Post Danmark.

PostNord forventer at begynde en tilpasning af organisationen i løbet af 2024. Tilpasningen af forretningen vil ske i takt med den fortsatte markedsudvikling.

- Vi har i løbet af den politiske proces gjort opmærksom på de konsekvenser, det vil få at afskaffe befordringspligten – både for danskerne og for vores tilstedeværelse på brevmarkedet. Dette indebærer, at vi nu tilpasser os en virkelighed, hvor brevforretningen, som vi kender den i dag, på sigt ikke vil være en del af vores virksomhed. PostNords fremtid har længe været på pakkemarkedet, hvor vi i dag har en markedsledende position i Danmark og Norden, og her fortsætter vi vores fokus og strategiske udvikling af forretningen, tilføjer Nikolaj Ahrenkiel.

På baggrund af Folketingets vedtagelse af en ny postlov, indfører PostNord bl.a. følgende justeringer pr. 1.1.2024:

  • Et almindeligt indenlandsk brev på 0-100g stiger til 25 kr. inkl. moms.

  • Eksisterende frimærker vil ikke længere kunne bruges på nationale breve på baggrund af det nye momskrav. 

  • Der fjernes mere end 1.000 postkasser landet over.

  • Omdeling af dagblade ophører.

  • Postbokse udfases i løbet af 2024.

  • Servicen ”tilbageholdelse af post” ophører.

Beslutningerne vedrørende PostNords brevforretning får ikke konsekvenser for PostNords tilstedeværelse på pakkemarkedet i Danmark.

PostNord er i dialog med Transportministeriet om en midlertidig varetagelse af opgaverne om befordring til øer, blindeforsendelser og international post.

Loven, der blev vedtaget d. 30. november 2023, er en udmøntning af den politiske aftale om den fremtidige indretning af postsektoren, der blev indgået d. 27. juni 2023. Loven træder i kraft fra 1. januar 2024.