Ny kæde slår dørene op i Danmark: "En blanding af Harald Nyborg og Tiger"

Mathias Nielsen

140 uger siden

|

14/04/2022
Indland
Foto: Privat
Foto: Privat
Den første butik åbner snart.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Inden længe vil en ny, stor discountkæde se dagens lys i Danmark. Ifølge det seneste regnskab fra selskabet Ahlberg Dollarstore ApS, som står bag den svenske kæde Dollarstore, så vil kæden altså snart indtage Danmark.

Dollarstore beskrives som Sveriges hurtigstvoksende discountkæde.

Af regnskabet fremgår det, at Dollarstore forventer at åbne sin første danske butik allerede i juli måned, og at selskabet har indgået lejekontrakter om butikslejemål i byerne Næstved på Sjælland samt Brønderslev og Hjørring i Nordjylland.

De første butikker får alle en størrelse på mellem 3.000 og 3.700 kvadratmeter.

Lejemålene i Næstved, Brønderselv og Hjørring overtages henholdsvist i april, oktober og december, hvorfor Næstved kommer til at være første åbningsby.

Da der i forvejen er en kæde med navnet Dollarstore i Danmark, må den svenske kæde være lidt kreative med navnet.

‘I det første regnskabsår har virksomheden primært etabeleret og registreret varemærket ”BIG-DOLLAR”, som vil være det overordnede brand for butikkerne i Danmark,’ står der ifølge Finans i det nye regnskab fra Ahlberg Dollarstore.

Selskabets topchef er dansker og hedder Thomas Jellum.

Han har en fortid som landechef for Netto i Danmark og forlystelsesparken Bon-Bon Land. Planen er ifølge ham at åbne omkring 50 butikker i Danmark med tiden.

‘Dollarstore er ikke et koncept, der findes i Danmark. Vi minder nok lidt om en blanding af Tiger Copenhagen og Harald Nyborg - bare større,’ sagde han i januar til Ekstra Bladet ifølge Finans.

Butikkerne fra den svenske discountkæde sælger kosmetiske varer til personlige pleje og husholdnings- bolig- og haveudstyr til lave priser. Sortimentet består af varer, som er egen import fra fjernøsten eller indkøbt via grossister i Europa.

Dollarstore åbnede sin første butik tilbage i 1999.

De seneste år er kæden vokset eksplosivt og er nu oppe på 118 butikker i hele Sverige.

Dollarstore omsatte i 2020/2021 for næsten 4 milliarder  svenske kroner og havde et overskud på 72 millioner svenske kroner.

Omregnet til danske kroner er det henholdsvis 2,89 milliarder og 52 millioner kroner.