Nu tager justitsministeren sagen i egen hånd: Politimorder skal hentes hjem

Mathias Madsen

144 uger siden

|

16/03/2022
Indland
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
En nu 28-årig mand, som i 2019 var ansvarlig for en politimands død, skal hentes til Danmark og retsforfølges.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Natten til d. 23. juli 2019 var som enhver anden dansk sommernat, men én ung mands handling forandrede på et splitsekund mange menneskers liv. 

En nu 28-årig mand valgte nemlig ifølge anklagemyndigheden at køre med 108 kilometer i timen over den våde og mørke Langebro mod Amager i København.

Her må man ellers kun køre 50 kilometer i timen, og det var derfor næsten dømt til at gå galt, hvilket det ifølge TV2 Lorry også gjorde. 

På broen påkørte den unge mand nemlig adskillige biler, og i én af bilerne sad politibetjenten Magnus Buhl Hansen. 

Sammenstødet var så voldsomt, at Magnus desværre blev kvæstet så hårdt, at han senere mistede livet. 

Den tiltalte unge mand standsede dog ikke op for at hjælpe de mennesker, som han havde påført så meget smerte. Han valgte derimod at stikke af, og man har siden fundet ud af, at han er flygtet helt til Dubai.

Her er han blevet pågrebet af de lokale myndigheder, og nu vil Danmarks justitsminister, Nick Hækkerup (S), derfor have ham udleveret til retsforfølgelse i Danmark. 

Det har Justitsministeriet oplyst i en pressemeddelelse, og de oplyser desuden, at justitsministeren selv rejser derned for at tage imod den tiltalte, samt formodede gerningsmænd i en anden sag om udbytteskat. 

"Vi har set eksempler på, at formodede gerningsmænd skjuler sig under varmere himmelstrøg og dermed undgår at blive retsforfulgt og stillet til ansvar her i landet for deres handlinger," har justitsministeren udtalt og samtidig forklaret, at han finder det "helt uacceptabelt," at kriminelle kan undgå straf ved at flygte til udlandet. 

Han har derfor planer om at lave en udleveringsaftale med emiraterne i stil med hvad både Holland og Belgien også har gjort i løbet af 2021.