Georgios Tokatlis skal fremover stå i spidsen for Lidl Danmark, hvor han skal fortsætte og sikre den strategiske udvikling og kædens ekspansion i Danmark. Han overtager for Jens Stratmann, der stopper efter over 20 år i dagligvarekæden.
Den nye CEO for Lidl Danmark bliver Georgios Tokatlis, der ligesom sin forgænger har flere end 20 års erfaring i den internationale dagligvarekæde. Senest kommer han fra en stilling som COO i Lidl Sverige og har en fortid i flere lande, hvor Lidl har butikker, i Europa.
Georgios Tokatlis tiltræder snarest og vil bruge de kommende måneder sammen med Jens Stratmann på at lære organisationen, kollegerne og markedet i Danmark endnu bedre at kende.
Det skrives i en pressemeddelelse, via Ritzau.
“Lidl runder 20 år i Danmark i år og har i den grad etableret sig i danskernes bevidsthed som en dagligvarekæde, hvor kunderne ved, at de får kvalitet for pengene, en god indkøbsoplevelse og ikke mindst tager ansvar for danskernes sundhed. Jeg ser frem til at fortsætte det gode arbejde med yderligere ekspansion, en endnu højere markedsandel i Danmark samt bidrage til vigtige dagsordener i samfundet,” fortæller Georgios Tokatlis.
Efter næsten fire år som CEO i Lidl Danmark stopper Jens Stratmann.
”Det har været en meget god tid i Danmark. Jeg er glad for at have arbejdet sammen med en masse dygtige kolleger og for de resultater, vi har skabt sammen. Vi har erobret markedsandele, øget vores tilstedeværelse betragteligt, bygget nyt hovedkontor i hjertet af Aarhus, og helt generelt er vi i Lidl Danmark blevet en aktør, man regner med og lytter til,” siger Jens Stratmann og fortsætter:
”Men efter 20 år under Lidls faner er det blevet tid for mig til at prøve noget nyt, og det bliver i øvrigt med Danmark som udgangspunkt. Min familie har det utroligt godt her i Aarhus, og vi nyder at bo i byen, så vi bliver boende her, og jeg er sikker på at Georgios kommer til at fortsætte den gode rejse, vi er på.”