Normal tilbagekalder slik: Kan forårsage skade i mund, svælg og mave-tarmkanal

Mathias Madsen

23 uger siden

|

14/06/2024
Slik solgt i den landsdækkende kæde Normal er fredag eftermiddag blevet tilbagekaldt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den landsdækkende detailkæde Normal har fredag eftermiddag udsendt en tilbagekaldelse.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Normal A/S har for kort tid siden udsendt en tilbagekaldelse, fordi man har fundet noget i slik, der er solgt i kædens butikker, som absolut ikke egner sig til at blive spist.

Der er tale om slikkepinde af mærket "Lolli," hvori man har fundet metalstykker, som er så store, at de er synlige.

Helt konkret er der tale om en pose med slikkepinde af mærket "Lolli" med 25 stk, 250 g, forskellig smag. Det gælder omtalte produkt med alle bedst-før-datoer og alle LOT-numre.

Har du købt slikket, skal du derfor ikke spise det.

I produktet er der ifølge styrelsen fundet metalstykker på 3-5 mm, og det siger sig selv, at det ikke er hverken sundt eller ufarligt at spise.

I Fødevarestyrelsens tilbagekaldelse lyder det, at "metalstykker i produktet udgør en potentiel sundhedsrisiko, da der kan opstå skader i mund, svælg og i mave-tarmkanalen."

Hvis du har købt produktet, bør du derfor levere det tilbage til butikken, hvor det er købt, eller kassere det. Du behøver ingen kvittering.

Hvis du allerede har indtaget produktet, opfordrer Fødevarestyrelsen til, at du kontakter egen læge eller vagtlægen med eventuelle spørgsmål til symptomer eller lignende.

Normal er en dansk-ejet detailkæde, som sælger dagligdags- og hygiejnevarer i otte forskellige lande.

Butikken åbnede i 2015 ni butikker i Danmark, og i 2017 åbnede de første butikker uden for Danmarks grænser.

Siden er det blevet til mere end 800 butikker spredt ud over Danmark, Norge, Sverige, Finland, Holland, Frankrig, Portugal og Spanien.