Når medarbejderne hos BESTSELLER fremover ankommer til hovedkontoret i Brande, vil de kunne lade elbilen op, mens de er på arbejde.
Modekoncernen har nemlig fået installeret 70 nye ladeudtag, leveret af Norlys, som en del af en ny samarbejdsaftale mellem de to virksomheder.
Aftalen sikrer, at Norlys dækker BESTSELLERs samlede ladebehov på flere af virksomhedens lokationer. Senere på året vil yderligere 34 ladeudtag blive etableret på kontorerne i Aarhus og København, mens endnu 30 udtag vil blive installeret, når BESTSELLERs nybyggede afdeling i Skanderborg står færdig.
Sådan skriver Norlys i en pressemeddelelse.
"Det er en rigtig god nyhed, at flere virksomheder opsætter ladestandere ved deres kontorer," siger Ellen Trolle, der er direktør for Norlys’ ladestanderforretning, og fortsætter:
"Hver tredje dansker bor i etageejendom, hvor det ofte ikke er muligt at opsætte egen ladeboks, og derfor er det vigtigt, at arbejdspladserne er med til at løse den udfordring. Ved at bidrage til en god ladeinfrastruktur kan virksomhederne hjælpe flere med at vælge elbilen til."
Med aftalen med Bestseller har Norlys har nu 2.500 aktive ladeudtag hos virksomheder over hele landet.
"I BESTSELLER har vi i de seneste år, som noget helt naturligt, givet kolleger og samarbejdspartnere mulighed for at lade deres biler ved vores kontorer," siger Anneke Keuning, der er Nature & Climate Impact Manager i BESTCELLER og bl.a. er engageret i Aarhus Kommunes grønne mobilitetsplan, inden hun tilføjer:
"Vi kan se, at efterspørgslen er stadigt stigende, og vi er derfor glade for, at vi har mulighed for at åbne endnu flere ladestandere sammen med Norlys, så vi imødekommer det behov, det er, og forhåbentlig derved også bidrage til den helt naturlige, nødvendige omstilling mod mere grøn transport."
Salget af elbiler er steget med næsten 50 procent det seneste år, og de mange nye elbiler er godt nyt for klimaet.
"Samtidig stiller det øgede krav til ladeinfrastrukturen, der skal kunne følge med den voksende elbilpark. Derfor investerer Norlys markant i egne ladeparker, samarbejdsaftaler, private ladestandere, kommunale udbud og ladestandere ved virksomheder," siger Ellen Trolle.