Netto-medarbejderen Sabinas opsang til danskerne: 'Tænk på din opførsel og dine udtalelser'

Kristine Bugbee

448 uger siden

|

24/04/2016
En ung Netto-medarbejder er træt af blive behandlet dårligt på jobbet. 'Tænk på, at du påvirker dine omgivelser og dine medmennesker med din opførsel og dine udtalelser,' skriver hun i en opsang til kunderne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sabina Cecilie Timmner Larsen har arbejdet i Netto i 10 år. I dag er hun nyuddannet pædagog, men hun tager stadig nogle timer i supermarkedet i København ved siden af sit vuggestuejob.

Det skriver hun i et opslag på Facebook, som er blevet delt og liket mere end 14.000 gange på et døgn.

- Jeg er generelt rigtig glad for mit arbejde, jeg sætter stor pris på, at afslutte en opgave tilfredsstillende, jeg gør mit bedste for at smile, at se hver enkelt kunde i øjnene når jeg betjener dem og at være nærværende, høflig og hjælpsom.

- Jeg møder altid på arbejde i godt humør og glæder mig til, at udføre min opgaver i samarbejde med mine gode kolleger. Det er desværre ikke altid, at jeg afslutter en arbejdsdag i godt humør på trods af dette, fortæller hun i det popuære opslag.

Herefter kommer hun med nogle eksempler på kunder, der hverken tager hensyn til andre kunder eller medarbejdere i butikken, når de handler:

- Jeg har i dag mødt kvinden der højlydt brokkede sig over, at jeg havde slået hendes vare ind til en forkert pris (hvorefter det viste sig, at det var kunden der havde set forkert), manden der lige skulle pakke alle sine varer inden han betalte (hvilket resulterede i unødvendig ventetid for de andre kunder), moderen der gav det ældre ægtepar en verbal lussing, fordi de lagde deres varer på båndet i et tempo der ikke passede hende, hvorefter hun selv havde mere travlt med at kontrollere sine børn, end at pakke sine varer, manden der i al sin hast væltede to kasser nudler på gulvet og lod dem ligge, de unge drenge der pantede dåser, men ikke havde tømt dem ordentlig hjemmefra (hvilket resulterede et mindre maskinsammenbrud) og tre kunder der havde glemt deres pung, hvorefter jeg måtte scanne alle varerne ud igen og få er medarbejder til at lægge dem på plads.


Foto: Facebook

Sabina Cecilie Timmner Larsen minder om, at det ikke er alle Netto-medarbejdere, der arbejder i butikken som fuldtidsansatte. Derfor er det ikke alle spørgsmål fra kunderne, der er lige nemme at besvare.

- De fleste Netto medarbejdere er deltidsansatte, passer studie eller andet job og er kun i butikken få gange om ugen. Nej, vi kender ikke prisen eller den eksakte placering på alle varer, men hvis du spørger pænt vil langt de fleste glædeligt hjælpe dig, skriver hun.

- Jeg kan ikke tale på alles vegne, men fra mig selv ved jeg, at det kan være en lang dag når jeg arbejder fra 8 morgen til 22 om aftenen, det er et valg jeg selv har truffet og jeg er stadig glad for det, men jeg kan også have haft en hård dag, jeg kan også have hovedpine og jeg er ikke altid lige oplagt, jeg indrømmer at det indimellem smutter med at få ønsket en god dag, men jeg vil gerne love jer, at hvis i sådan en situation ønsker mig en god dag, vil jeg oprigtigt gengælde det og jeg vil gøre mit ypperste for, at du har haft en god oplevelse i netop min butik.

Hun slutter af med at opfordre kunderne til at tænke over, hvordan de agerer, når de køber ind til aftensmaden. Også selvom det skal gå stærkt.

- Tænk på, at du påvirker dine omgivelser og dine medmennesker med din opførsel og dine udtalelser, både personale og andre kunder og husk, at ingen er fejlfri. På forhånd tak og rigtig god lørdag, slutter hun.

Læs opslaget i sin helhed herunder.

 

Genkender du billedet? Deltag i debatten på Facebook.

Følg Dagens Debat for flere lignende artikler: