Mimi besøgte sin datters grav: Da hun kom tilbage til bilen var alt væk

Nils Würtzenfeld

399 uger siden

|

27/04/2017
Indland
Foto: Mimi Malek Meier/Facebook
Foto: Mimi Malek Meier/Facebook
Mens en 39-årig mor fra Hørsholm var på kirkegården for at besøge sine to afdøde døtre, brød en tyv ind i hendes bil og stjal alle billeder af de to piger.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En tur på kirkegården for at markere sin afdøde datters fødselsdag endte mandag som et mareridt for 39-årige Mimi Malek Meier fra Hørsholm.

Udenfor kirkegården havde en indbrudstyv nemlig slået ruden ind i hendes bil og stjålet en bærbar computer, der gemte på dyrebare minder og billeder af hendes to afdøde døtre, Sofia og Simona, samt hendes seksårige søn, Mathéo.

Det har efterfølgende fået den ulykkelige mor til at skrive et Facebook-opslag, hvori hun bønfalder tyven om at levere billederne tilbage.

- Kære tyv. Mathéo nåede aldrig at se sine søskende. De eneste minder, han har af dem, var billederne. Håber du læser med, og at du vil aflevere min computer, skriver den sønderknuste mor på Facebook.

Overfor Dagens.dk uddyber Mimi Malek Meier og forklarer, at de billeder var hendes liv.

- Jeg er sådan set ligeglad med computeren. Den må vedkommende godt beholde. Jeg vil bare så gerne have billederne igen. Det er forfærdeligt, at de er væk, for det var billeder af mine to piger, som ikke findes andre steder, fortæller Mimi Malek Meier til Dagens.dk.

Foto: Mimi Malek Meier/Facebook

Forinden den tragisek oplevelse, havde Mimi Malek Meier tilbragt et par dage med sin far i hans sommerhus i Marielyst, som skulle sælges, og som Mimi Malek Meier derfor havde hjulpet med at tømme.

Med i sommerhuset havde hun også medbragt sin MacBook Pro-computer, da den 39-årige kvinder, der til dagligt læser til tandplejer på Panum Instituttet, i øjeblikket er ved at skrive sin bacheloropgave.

- Efter et par dage i sommerhuset kørte jeg min far hjem på det plejehjem, hvor han bor, hvorefter jeg kørte forbi Rema for at købe blomster og flag, forklarer Mimi Malek Meier.

Tirsdag ville hendes datter Sofia nemlig være blevet 13 år, hvis ikke det havde været for det medfødte handicap, der gjorde, at den lille pige døde kun 17 måneder gammel i 2004.

Foto: Mimi Malek Meier/Facebook

Foto: Mimi Malek Meier/Facebook

På kirkegården i Hørsholm ligger også Sofias lillesøster - Mimi Malek Meiers anden datter Simona, der allerede døde før fødslen i 2006.

På trods af nogle travle sommerhusdage og en bil fuld af genstande, kørte hun mod Hørsholm Kirkegård.

 - Jeg var træt og havde meget i hovedet. Både bacheloropgaven og flytningen, men jeg ville forbi kirkegården for at ønske min datter tillykke med fødselsdagen, forklarer Mimi Malek Meier, der derfor parkerede foran kirkegården med bilen fuld af ting fra sommerhuset.

- I bilen lå blandt andet min computer, en iPad, min fars fjernsyn, en Playstation og nogen vinflasker. Der var godt fyldt op, og jeg havde forsigtigt pakket det hele ind i dyner, så man ikke kunne se, hvad der lå i bilen. Min computer lå i en taske under alt det andet, forklarer hun.

Da Mimi Malek Meier steg ud af bilen ved 20-tiden, lagde hun godt mærke til et skilt på parkeringspladsen med budskabet: ’Tøm bilen før tyven gør det’, og selvom hun i dag fortryder bittert, så valgte hun mandag aften at ignorere det.

- Det var dumt gjort. Det ved jeg. Men jeg tænkte; ’det er bare 10 minutter’, og jeg var så træt i hovedet, så jeg skyndte mig væk fra bilen, lyder det.

Da Mimi Malek Meier kort efter vendte tilbage til parkeringspladsen, ventede der hende en grim overraskelse.

Foto: Mimi Malek Meier/Facebook

Foto: Mimi Malek Meier/Facebook

Foto: Mimi Malek Meier/Facebook

- Jeg så, at døren stod åben og tænkte først, om jeg havde glemt at lukke den. Så så jeg, at ruden var blevet smadret og at fjernsynet var væk. De havde også stjålet nogen af vinflaskerne, da én af dem lå smadret på jorden, forklarer Mimi Malek Meier, der dog først opdagede den manglede computer, da hun kom hjem.

- Jeg ringede med det samme til politiet, men de ville ikke undersøge bilen eller gerningsstedet, selvom der må have været fingeraftryk ved handskerummet, som gerningsmanden havde rodet i. Jeg fik i stedet besked på at passse på glasskår og køre hjem, og det var først her, jeg opdagede, at tasken med min computer var væk, fortæller den ulykkelige mor.

Siden har tyveriet fyldt alt for hende. For selvom hun også mistede den bacheloropgave, som skal afleveres 1. maj, så kan intet måle sig med tragedien ved at miste billederne af sine tre børn.

- Der var både billeder af Mathéo og mine to piger. Billeder og minder af deres barndom, som ikke ligger andre steder. Jeg er bare så ulykkelig over, at det hele er væk, lyder det fra den fortvivlede mor.

- Jeg ved godt, at det ikke var optimalt, at jeg havde alt det bag i bilen, men det var en speciel situation og specielle omstændigheder, forklarer Mimi Malek Meier, der nu udlover en dusør på 4000 kroner, hvis hun får sine billeder igen.

- Jeg er som sagt ligeglad med alt det andet. Og jeg har heller ingen interesse i, at tyven skal straffes. Jeg tror, at alle mennesker har empati og samvittighed – også vedkommende, der stjal mine billeder. Derfor håber jeg, at han læser dette og beslutter sig for give mig billederne igen, lyder bønnen fra Mimi Malek Meier.

Den stjålne MacBook Pro. Foto: Mimi Malek Meier/Facebook

Serienummeret på Mimis compuer. Foto: Mimi Malek Meier/Facebook

Om billederne kommer hjem på computeren eller på et usb-stik betyder ikke så meget for den ulykkelig mor, der kun er interesseret i at blive genforenet med de dyrebare minder.

Mimi Malek Meier har ikke lyst til at oplyse sin egen adresse, men har lånt en adresse af en veninde, hvor tyven kan aflevere billederne på.

- Det betyder ikke så meget, hvordan de kommer hjem. Jeg beder bare til, at jeg får minderne om mine børn igen, lyder det fra Mimi Malek Meier, der indtil videre har høstet stor sympati på Facebook, men ingen brugbare informationer i sagen.

Ønsker man at hjælpe Mimi Malek Meier, kan man benytte følgende kontaktoplysninger.

  • Telefonnummer: 29766676.
  • Adresse til aflevering af billeder: Skovkanten 44, 2850 Nærum
  • Mimi Malek Meiers MacBook Pro har i øvrigt serienummer: CO2JNYW2DTY3

Læs også den meget identiske historie om Tine, som fik stjålet alle sine minder efter mandens død. Heldigvis blev alt leveret tilbage i en kasse.