Sommeren 2024 blev alt andet end afslappende for statsminister Mette Frederiksen, der oplevede en række ubehagelige episoder, der kulminerede i et overfald på Kultorvet i København.
Nu åbner hun op om oplevelsen og dens efterspil i et stort interview med Euroman.
Trusler og tilråb eskalerede
Overfaldet på den sommerlige juniaften blev et vendepunkt for statsministeren. Den 39-årige mand bag overfaldet er siden blevet dømt og udvist af Danmark i seks år, men episoden satte sig dybe spor.
Frederiksen fortæller, at hændelsen markerede afslutningen på en periode præget af trusler og en generelt utryg stemning, når hun bevægede sig rundt i København.
“Jeg gider ikke lægge skjul på, at København har ændret sig efter Hamas’ angreb på Israel for et år siden. Der skete noget omkring min person i København. Daglige tilråb. Trusler,” siger hun til Euroman og tilføjer:
“Biler, der kørte op på siden af mig og rullede vinduet ned, og så sad der fire mænd og stirrede på mig. Intimiderende, truende. Overfaldet var nok den berømte dråbe.”
Et nødvendigt skift
For at finde ro og bearbejde oplevelsen flyttede Frederiksen og hendes mand, filmfotografen Bo Tengberg, midlertidigt til Marienborg nord for København. Her tog hun seks ugers ferie og begyndte at tegne og male – interesser, hun aldrig tidligere havde dyrket.
Offentligheden fik også et sjældent indblik i statsministerens private sindstilstand, da Frederiksen stod frem og fortalte, at overfaldet havde påvirket hende dybt. Ifølge hende selv var det et forsøg på at undgå spekulationer, men det føltes samtidig som endnu et tab af privatlivets fred.