21-årige Louise får massiv ros: Bruger dagene mellem jul og nytår på noget helt særligt

Nicolai H

2 timer siden

|

19/12/2024
Indland
Foto: Blå Kors Danmark/Privat
Foto: Blå Kors Danmark/Privat
“Det handler ikke om at det skal være perfekt’” forklarer Louise.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mellem jul og nytår afvikler Blå Kors endnu en gang julelejr i Ans ved Silkeborg for børn mellem syv og 13 år, der kommer fra familier med alkohol- og stofmisbrug, fattigdom, psykisk sygdom eller andre sociale problemer.

De 30 pladser på årets julelejr blev revet væk på få uger, og frivillige glæder sig til at tage imod børnene og give dem et tiltrængt pusterum fra hverdagen.

”Vi oplever en stor interesse for at deltage på vores julelejr, hvilket vidner om, at mange børn har det svært. Julelejren drives af frivillige, og det betyder meget for børnene, at de voksne er der frivilligt, fordi de vil dem - og ikke fordi det er deres arbejde,” siger Sandra Trampedach Junget, der er projektleder for Blå Kors Ferielejre, i en pressemeddelelse.

Det handler om de små øjeblikke

En af de frivillige på julelejren er Louise Millnitz. Det er andet år i træk, hun skal være frivillig, og hun ser frem til at skabe små øjeblikke sammen med børnene:

”Jeg glæder mig til at skabe glæde og hygge for børnene. Det handler ikke om, at det skal være perfekt. For dem er det nok, at jeg er der. En sang om Søren Banjomus er nok til at skabe glæde, og det smitter, når jeg oplever børnenes begejstring og taknemmelighed.”

År efter år oplevede Louise Millnitz, at julen ofte blev en skuffelse og ikke det perfekte billede, hun havde forestillet sig. Derfor valgte hun sidste år at bruge sin juleferie som frivillig og gentager det i år, fortæller hun.

”Jeg vil hellere gøre børnenes jul til en god jul i stedet for at stræbe efter at gøre min egen jul perfekt,” siger den 21-årige frivillige, som til daglig arbejder som klassepædagog i en folkeskole.

Louise Millnitz er vant til at arbejde med børn, men på julelejren kommer der børn med en anden baggrund og nogle andre ting i bagagen.

”På julelejren møder jeg børn, som kan have en vis skepsis over for voksne. De er vant til voksenkontakt, men de kommer ofte med negative oplevelser og vil tænke: hvad vil du mig? De trænger til at møde voksne, der vil dem og er der af lyst,” fortæller hun.  

21-årige Louise Millnitz skal igen give børnene en mindeværdig juleferie. Foto: Blå Kors Danmark/Privat

Fire dage med aktiviteter og fællesskab

Ud over hyggestunder kan børnene på julelejren se frem til aktiviteter som brætspil, fodbold, krea-hygge og pakkeleg. Sidstnævnte er et fast element på julelejren og vækker stor begejstring blandt børnene.

”De synes, det er så fedt med pakkeleg. Bagefter bytter de gaver på kryds og tværs og taler om, hvad de vil give til deres søskende eller forældre, når de kommer hjem fra lejren,” siger Louise Millnitz, som i løbet af dagene oplever, hvordan børnene skaber relationer med hinanden og bliver bedste venner.

”Topmålet er at få børnene til at finde hinanden. Vores rolle som frivillige er at skabe nogle rammer, hvor det er muligt. Det er ret vildt at opleve, hvor hurtigt de finder tryghed i hinanden og skaber et rum, hvor det er okay at være den, man er,” slutter hun.

Ud over lejren i Ans har Blå Kors også en julelejr for unge mellem 13 og 20 år i Hillerød. Også den er fuldt booket.