Det er ikke nemt at være Danmarks statsminister.
Ikke alene skal vedkommende træffe store beslutninger der vil påvirke utallige borgere på godt og ondt. Men samtlige af dine ord vil blive vejet, fortolket og dømt.
Det kan landets nuværende statsminister, Mette Frederiksen, skrive under på. Og netop disse emner kommer hun ind på, da hun deltog i Christian Fuhlendorffs podcast "Hva' Så?!".
Under duoens gåtur bliver adskillige politiske sten vendt, fra det amerikanske præsidentvalg, til nøglen til at være god debattør.
Men spørgsmålet om finans og arbejdsglæde kommer pludseligt på banen, som statsministeren har en klar holdning til.
Christian fortæller om et tidligere samarbejde han havde med kriminalforsorgen, i et forsøg på at gøre flere danskere interesseret i jobbet som fængselsbetjent. Her kommer podcastværten og politikeren ind på emnet om at stillinger i den offentlige sektor både skal fyldes af folk i et ønske om et velbetalt job, men også at der i en mere filosofisk forstand skal være tale om et "kald", som de ansatte kan relatere til.
Og netop at kalde disse former for arbejdsopgaver for et "kald", er ord Mette selv har brugt - og som hun har fået hård kritik for.
"Jeg sagde på et tidspunkt, i forbindelse med det her lønløft der både gælder kriminalforsorgen, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og nogle andre grupper, at stillingerne også er et kald. Og så fik jeg simpelthen så meget kritik," forklarer Mette i podcasten, og fortsætter:
"Jeg forstår stadigvæk ikke, at man kan arbejde med andre mennesker, hvis ikke det også er et kald. Jeg forstår det simpelthen ikke".
Podcast-afsnittet blev optaget inden regeringen offentliggjorde deres seneste finanslov.