Medie: De danske domstole er ved at kollapse

Mathias Madsen

125 uger siden

|

26/07/2022
Indland
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Det står tilsyneladende RIGTIG skidt til for de danske domstole, og det kan få alvorlige konsekvenser for lovlydige borgere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmark er et retssamfund, som er afhængigt af, at indbyggerne kan stole på både regeringen, Folketinget, politiet og domstolene, og derfor er det katastrofalt, når sidstnævnte ikke fungerer optimalt, men det er tilsyneladende tilfældet. 

Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge aktindsigter, som avisen er kommet i besiddelse af, er ventetiden hos de danske domstole nemlig eksploderet de seneste par år, og det kan få alvorlige konsekvenser. 

De lange ventetider på op mod to år gør nemlig, at kriminelle kan gå frit rundt i samfundet, mens uskyldige danskere til gengæld kan sidde fængslet i månedsvis, før de bliver frifundet. 

"Det er super alvorligt for retssikkerheden og for borgerne, når de så lang tid skal vente på at komme videre i deres liv," har Nikolaj Linneballe, der er medlem af Advokatrådet og formand for Procesretsudvalget, udtalt om situationen, som er så slem, at domstolene på ingen måder lever op til deres krav om sagsbehandlingstid. 

I sager om våben, vold og voldtægt er kravet således, at der maksimalt må gå 37 dage, men i de fleste tilfælde går der meget længere tid, ligesom der i enkelte tilfælde går næsten tre gange så lang tid som tilladt. 

Det viser aktindsigterne ifølge Ekstra Bladet. 

Det skyldes ifølge Linneballe og Eva Smith, som er juraprofessor, tildels at domstolene ikke har nok ressourcer, ligesom Domstolsstyrelsen peger på corona og forhøjet sygefravær som årsager til problemerne. 

Har konsekvenser for lovlydige borgere

Som om det ikke er slemt nok, at kriminelle kan gå frit rundt i flere måneder, før de bliver dømt, så kan det massive pres på de danske domstole faktisk også få alvorlige konsekvenser for uskyldige og lovlydige borgere. 

Man kan nemlig risikere at være fængslet i månedsvis, før man bliver frifundet, og lige præcis det har 25-årige Mahmoud Jabor været udsat for. 

Ifølge Ekstra Bladet sad han fængslet 23 timer i døgnet i en mørk celle i 21 måneder sigtet for opbevaring af narkotika. 

Fængslingen gjorde, at Mahmoud udviklede angst, ligesom han blev revet ud af sin uddannelse som pædagog, som han nu kæmper for at færdiggøre. 

Den unge mand blev nemlig frifundet efter 21 måneder, men stod derefter uden hverken undskyldning, erstatning eller hjælp. 

"Jeg fik ingen hjælp af systemet, da jeg kom ud. Jeg får ikke engang tilbudt psykologhjælp," har han udtalt og forklaret, at han føler, at han er blevet "røvrendt" af systemet. 

Mahmoud kæmper sammen med sin advokat fortsat for at få den erstatning, som han har ret til.