Måtte bortsprænges: 120 ml væske resulterede i evakuering af dansk genbrugsplads

Mathias Madsen

17 uger siden

|

20/08/2024
En lille beholder med væske resulterede tirsdag i en evakuering af en genbrugsplads i Kolding.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tirsdag eftermiddag måtte borgere, der skulle aflevere gamle møbler, haveaffald og lignende på genbrugspladsen Gejlhavegård i den sydjyske by Kolding, se sig om efter et andet sted at aflevere deres ting.

Pladsen blev nemlig ifølge Trekantens Brandvæsen omkring kl. 14.00 evakueret på grund af en indleveret beholder, som indeholdt 120 ml væske.

I et opslag på Facebook har brandvæsenet forklaret, at beholderen grundet sit farlige og ustabile kemiske indhold skulle bortsprænges af eksperter fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD).

Beholderen indeholdt nemlig æter, som ifølge indsatsleder Søren Simonsen fra brandvæsenet "kan krystallisere og på den måde blive ustabilt, så der er risiko for, at det sprænger i luften."

Æteren var 34 år gammelt, og en borger havde i god tro afleveret det på genbrugspladsen, men da pladsens medarbejdere blev gjort bekendte med, hvad der var i den lille beholder, ringede de straks 112.

Selvom æteren har eksisteret i mange år uden at gøre skade, så er der nemlig risiko for, at det kan sprænge i luften, og genbrugspladsen blev derfor straks evakueret.

Da EOD ankom foretog en ekspert iført en brandsikker dragt bortsprængning af beholderen med æter i en aflukket container, og bagefter brugte det lokale brandvæsen ca. 50 liter vand til at fortynde æteren, så der ikke længere var fare for besøgende på genbrugspladsen.

"Vi stod klar som sikringshold [...], hvis noget skulle gå galt undervejs, og efter sprængningen var vores opgave at fortynde æteren med vand. [...]," har indsatsleder Søren Simonsen således forklaret og uddybet, at alt gik, som det skulle.

Du kan læse hele historien og se billeder fra hændelsen i Facebook-opslaget herunder.