Selvom vaccination mod coronavirus fylder meget i medierne, har man også forsøgt sig med udrulning af influenzavaccine.
Det har især været målrettet særligt udsatte, som flere steder har kunne få vaccinen på det lokale apotek.
Frontpersonalet i sundhedssektoren har også fået tilbud om vaccinen og her var ambitionen, at 95 % skulle tage imod tilbuddet. Det er imidlertid ikke gået som forventet/håbet.
Store dele af landets pleje- og sundhedspersonale har nemlig ikke taget influenzavaccinen, der ikke bare skal beskytte dem selv, men også de sårbare patienter, de arbejder med.
Kun 24,7 procent af landets ansatte i de to sektorer har fået vaccinen. Der er dermed lang vej til de 95 procent, som Sundhedsstyrelsen har sat som mål for tilslutningen, og som man har købt vacciner til. Det skriver DR.
Foto: Statens Serum Institut
Professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen, er bekymret over den lave tilslutning. Til DR siger han:
“Jeg er uforstående overfor, at personer med en sundhedsfaglig indgang ikke kan se, hvilken situation de bringer samfundet i ved ikke at tage vaccinen,” siger han.
Professoren frygter at uvaccineret sundhedspersonale kan lave en alvorlig smittekæde, som kan øge presset på sundhedssektoren yderligere.
“Vi ved jo, at man slås med mangel på personale, og vi får brug for alle hænder hen over vinteren. Og det er meget uhensigtsmæssigt, hvis de skal være hjemme på grund af influenza,” siger han.
Det er ikke kun Allan Randrup Thomsen, som ser med stor bekymring på den lave tilslutning til vaccinen.
Christian Wejse, afdelingslæge og lektor i infektionsmedicin ved Aarhus Universitet, siger til DR, at han er decideret forarget over, at tilslutningen til influenzavaccinen er så lav.
“Det her tal er virkelig lavt. Og alt for lavt. Jeg mener sådan set, at det er en pligt, man har som ansat i sundhedsvæsnet og plejesektoren.Der er formentlig en hel del af de ansatte, der passer sårbare patienter i den ene eller den anden form, og det er helt klart nødvendigt, at man er vaccineret mod influenza, når man har sådan en opgave,” lyder kritikken fra Wejse.”