Lyssværd og laserpistoler! Ny Star Wars skal optages i Danmark

Nils Würtzenfeld

323 uger siden

|

10/10/2018
Indland
Foto: AP
Foto: AP
Et afsnit af en ny 'Star Wars'-serie skal optages i Nordjylland.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- For lang tid siden, i en fjern, fjern galakse….

Denne sætning har indledt samtlige Star Wars-film, siden vi første gang stiftede bekendskab med det eventyrlige science fiction-univers i 1977.

For fremtiden vil et af de drabelige rum-eventyr dog udspille sig i en ikke nær så fjern galakse, da Star Wars: Shrouded Destiny skal optages i Råbjerg Mile i Nordjylland. Det skriver Nordjyske.

Star Wars: Shrouded Destiny er en fan-produktion og er derfor ikke en del af det officielle Star Wars-univers, der i dag er en del af The Walt Disney Company, der ejer rettighederne til den kolossale 'stjernekrigs'-franchise og dermed også alle fremtidige Star Wars-produktioner. Det er dog håbet, at episoden kan sælges til Disney, 

På produktionsholdet bag det dansk-produceret Star Wars-afsnit finder man blandt andet filmproducer Jasmin Christensen, som selv er født og opvokset i Gærum lidt uden for Frederikshavn. Hun har, i forbindelse med de kommende optagelser, ansøg om 75.000 kroner til projektet fra kultur- og fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Det er de sidste 20 procent af filmen, som skal optages i Råbjerg Mile - Danmarks største vandreklit - mens resten af filmen skal indspilles andre steder i kommunen.

På rollelisten finder man blandt andre Lars Mikkelsen, der dermed kan gå sin lillebror, Mads Mikkelsen i bedende. Sidstnævnte medvirkede nemlig i 2016 i Star Wars-filmen Rogue One, der er den første film i Star Wars Anthology-serien.

Udover Lars Mikkelsen er det meningen, at også elever fra FilmMaskinen fra Frederikshavn skal deltage i projektet.

Hos politikerne i Frederikshavn Kommune er man glade for, at der skal optages en Star Wars-­episode i Råbjerg Mile, men man savner lidt flere informationer om projektet. Derfor har man heller ikke bevilliget de 75.000 kroner.

- Vi vil godt lige have lidt flere oplysninger fra producerne, for der står ikke så mange konkrete ting i ansøgningen. Når vi får oplysningerne, genoptager vi sagen, siger Ole Rørbæk Jensen (S).