Lone Hertz åbner op om stor sorg: "Jeg lader som om, jeg har det godt"

Kamille Isaksen

3 uger siden

|

22/08/2024
Indland
Foto: Bo Nymann/Photographer Bo Nymann/Ritzau Scanpix
Lone Hertz har ikke været den samme, siden hun mistede sin søn.

Dagens topnyheder

For en forælder er der intet mere frygtindgydende end tanken om at skulle tage afsked med sit eget barn for sidste gang.

Den 10. februar mistede Tomas Strøbye, søn af de kendte skuespillere Lone Hertz og Axel Strøbye, livet efter at være blevet indlagt på Rigshospitalet som følge af en tragisk ulykke i sit hjem på Frederiksberg.

Siden den skæbnesvangre dag har Lone Hertz været igennem en dyb personlig krise, der stadig præger hende dybt.

Tabet af hendes søn har efterladt sår, der ikke er lette at hele.

På premieren til filmen "Mørkeland" åbnede den danske skuespiller over for Ekstra Bladet op om sin sorg og de følelser, der har præget hendes liv siden sønnens død.

"Jeg har det skidt, og jeg lader som om, jeg har det godt. Sådan er det," svarede Lone Hertz, da hun blev spurgt om, hvordan hun har håndteret tabet af sin søn.

Tomas Strøbye, hvis far er skuespilleren Axel Strøbye, blev kun 58 år gammel, og hans død har efterladt en dyb sorg hos hans mor.

Lone Hertz, som har været åben omkring sin sorg, understreger, at det er en følelse, man ikke bare kan lægge fra sig. "Sorg er noget, man bærer med sig, men livet går videre," sagde hun.

Siden ulykken har hun måttet finde en måde at fortsætte på trods af den store smerte, hun føler.

Tomas Strøbye blev alvorligt skadet i sit hjem på Frederiksberg og blev indlagt på Rigshospitalet, hvor han senere døde den 10. februar. Ifølge tidligere rapporter var det Lone Hertz, der efter sin søns ønske, valgte at slukke for respiratoren seks dage efter hans indlæggelse.

Tomas Strøbye bar på en livslang skæbne, idet han som barn blev hjerneskadet som følge af en vaccine. Gennem hele sit liv kæmpede hans mor, Lone Hertz, ufortrødent for hans rettigheder og for andre handicappede.

Hendes kamp blev dokumenteret med hjerteskærende ærlighed i både DR-dokumentaren ”Tomas - et barn du ikke kan nå” fra 1980 og i bogen ”Sisyfosbreve” fra 1992. Sidstnævnte indeholdt en række rørende dialoger mellem mor og søn, nedskrevet ved brug af staveplader.

Det var først som 37-årig, i 2005, at Tomas fik muligheden for at forlade en døgninstitution for udviklingshæmmede og flyttede ind på Egmont Højskolen ved Odder.