I går kunne vi fortælle, om tre medarbejdere på Danish Crowns slagteri i Ringsted, der var blevet testet positive for corona-virus, og derfor sendt i karantæne sammen med cirka 30 andre medarbejdere.
Nu opdaterer Danish Crown tallene i en pressemeddelelse., og der er sket en markant stigning.
Antallet af smittede medarbejdere på Danish Crowns slagteri i Ringsted stiger fra 3 til 16. Derfor har Danish Crown aftalt med myndighederne, at der nu opstilles et mobilt testcenter ved slagteriet i Ringsted, så medarbejderne sikres bedst muligt
Effektfuld kontaktsporing
Den kontaktsporing, der blev iværksat søndag, da Danish Crown blev informeret om, at en medarbejder var smittet med COVID-19, viser sig af have stor effekt. 12 af de 13 medarbejdere, der er konstateret smittet siden tirsdag, er alle kontaktpersoner til de første tre, der blev testet positive for COVID-19. Den sidste medarbejder har været syg igennem længere tid og er nu konstateret smittet med corona.
"Vi står i en alvorlig situation, hvor vi har fuld fokus på medarbejdernes sikkerhed og på at få brudt smittekæderne. Derfor er vi meget glade for, at myndighederne nu træder til og opstiller et mobilt testcenter ved slagteriet. Hvornår og hvor meget der skal testes, vil herfra blive styret af myndighederne, så vi sikrer, at indsatsen bliver så effektiv som overhovedet muligt," siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown.
Størstedelen af de 13 nye smittede har ikke været på slagteriet i Ringsted siden fredag i sidste uge. Søndag blev der gjort en stor indsats for at informere kontaktpersonerne til den første, der blev konstateret smittet enten pr. telefon eller direkte ved indgangen til arbejdspladsen, da de mødte på arbejde mandag morgen.
'Det er virkelig betryggende'
Mandag formiddag har Styrelsen for Patientsikkerhed og Danish Crown aftalt, at styrelsen udstationerer en medarbejder på slagteriet for at sikre en hurtig og effektiv kontaktsporing.
"Det er virkelig betryggende for os at opleve, hvordan de danske myndigheder står klar til at hjælpe os i den her situation. Der er blevet reageret hurtigt uanset, hvem vi har kontaktet, og det er vores håb, at vi gennem en fælles indsats kan lykkes med at begrænse udbruddet," siger Per Laursen.
Danish Crown har valgt, at de i alt 80 mand, der i går blev sendt hjem for at lade sig teste, alle betragtes som kontaktpersoner til de smittede. Derfor skal de testes i to omgange og have to negative test, inden de igen kan møde på arbejde.
"Vi er alle sammen påvirkede af situationen, men selv om der helt naturligt er utryghed blandt medarbejderne, så gør alle, hvad de kan for at bakke op og følge de anvisninger, de får. Det har jeg stor respekt for, og det giver mig en tro på, at vi sammen kan få situationen under kontrol," siger Per Laursen.
Slagteriet i Ringsted har siden mandag kørt på halv kraft, og sådan vil produktionen fortsætte indtil videre, skriver virksomheden i pressemeddelelsen.