Legendarisk dansk kok er død: "Det har været et hårdt forløb"

Mathias Madsen

13 uger siden

|

21/09/2024
Indland
Foto: Shutterstock
Én af pionererne inden for finere madlavning i Danmark er død.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I 1983 modtog de danske restauranter La Cocotte og Kong Hans Kælder Danmarks første Michelin-stjerner, og nu er kokken bag én af restauranterne desværre død.

Det har hans datter ifølge Ekstra Bladet bekræftet.

Der er tale om den danske Michelin-kok og pionér inden for finere madlavning, Jan Cocotte-Pedersen, som onsdag døde efter kort tids sygdom; 74 år gammel.

"Det er gået virkelig hurtigt, og det har været et hårdt forløb. Så det er godt, han har fået fred," har den legendariske koks datter, Maria Kolt Pedersen, forklaret.

Ifølge hende døde hendes far af kræft.

Satte Danmark på verdenskortet

Cocotte-Pedersen var én af pionererne inden for finere madlavning i Danmark i 70'erne og 80'erne, og han var som nævnt én af de første i Danmark til at få en Michelin-stjerne, da hans egen restaurant, La Cocotte, fik en i 1983.

Kun seks år efter i 1989 blev han desuden den første danske kok til at vinde guld ved Bocuse d'Or, som anses for at være det uofficielle verdensmesterskab for kokke, og han satte således for alvor Danmark på verdenskortet som den madlavningsnation, vi anses for at være i dag.

Cocotte-Pedersen vandt Bocuse d'Or med sin hummerkrebinet, som blev kåret som den bedste fiskeret.

Den legendariske kok blev udlært på Restaurant Nimb i København og har gennem sin karriere arbejdet og været køkkenchef på et hav af kendte restauranter; herunder Rørvig Færgekro, Restaurant Mikkelgaard, Søllerød Kro og Elverdamskroen.

Han har desuden, som nævnt, stået i spidsen for La Cocotte på Hotel Richmond, der var ejet af Simon Spies.

Som 64-årig trak Cocotte-Pedersen sig i 2014 tilbage fra en lang og succesrig karriere for at pleje sin ryg, som var slidt efter mange år i en hård branche.