Kort inden landsholdssamling: Nikolaj Jacobsen på operationsbordet

Jesper Bengtson

88 uger siden

|

15/04/2023
Indland
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Efter længere tids smerter var der ikke nogen vej udenom for den succesfulde landstræner.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fredag morgen lagde håndboldherrernes landstræner, Nikolaj Jacobsen, et foruroligende billede op på Instagram. 

Han lå nemlig iført hospitalstøj, og han havde fået tegnet et stort kryds på knæet.

Den succesfulde landstræner er før blevet opereret i venstre knæ, men denne gang var det højre knæ, der var skyld i, at han skulle under kniven. 

Operationen kom nemlig i kølvandet på, at Nikolaj Jacobsen gennem en længere periode havde haft smerter i højre knæ.

Sådan fortæller han til Ekstra Bladet.

Landstræneren beskriver det selv som en ‘lille operation’, hvor han fik renset knæet for snavs, samtidig med at han fik fjernet en hel del ujævnheder i knæet.

Nikolaj Jacobsen sætter også ord på, hvorfor han valgte at få foretaget operationen, der fandt sted på Adeas Privathospital, netop nu:

“Smerterne har tiltaget. Jeg har haft smerter i lang tid, men smerter jeg kunne holde nogenlunde ud, og nu gik den ikke længere, og derfor var jeg nødt til at få det lavet nu, fordi det begyndte at gå ud over nattesøvnen.”, fortæller han.

Nu er den tredobbelte verdensmester sengeliggende, mens han får noget smertestillende medicin.

Han fortæller, at han ikke ved, hvornår han er på benene igen, men han understreger, at det ikke kommer til at betyde noget for landsholdssamlingen, der finder sted indenfor en nær fremtid.

De danske håndboldherrer spiller mod Spanien den 27. april, og blot to dage senere skal de møde Sverige. Både kampen mod Spanien og kampen mod Sverige er i EHF Euro Cup.