Konservative presser på: Nu skal burkaen forbydes

Emil Ryttergaard

380 uger siden

|

15/08/2017
Til efteråret vil de Konservative presse Venstre og Liberal Alliance for at indføre et forbud mod de religiøse tørklæder, der dækker ansigtet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det skal ikke være tilladt at bære burka eller niqab, der dækker en kvindes ansigt. 

Sådan lyder den seneste melding fra de Konservative, der nu vil lægge pres på de to andre regeringspartier Venstre og Liberal Alliance til efterårets forhandlinger, skriver dr.dk. 

- Vi kommer til at øge presset internt i regeringen om, at vi skal have et forbud mod den her beklædning, som helt eller delvist dækker ansigtet.
Det er voldsomt undertrykkende, og vi synes ikke, at burka eller niqab er noget, man skal se i det danske samfund på gader og stræder, siger gruppeformand Mette Abildgaard (K).

Siden 2009 har partiet ønsket at forbyde de religiøse tørklæder, der dækker for ansigtet. Senest har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol givet medhold til en sag i Belgien, der også indførte et lignende forbud, og derfor ser partiet nu en mulighed for at indføre forbudet. 

Det forslag støttes af Dansk Folkeparti, der også længe har ønsket et forbud. 
Liberal Alliance er derimod lodret imod et forbud, og derfor bliver Venstre tungen på vægtskålen, når partiet skal drøfte et forbud til efteråret. 

- Jeg har svært ved at se Liberal Alliance lige om lidt gå ind for et burkaforbud, fordi vi ikke tror på, at det hjælper. Men lad os se. Alt er åbent i de forhandlinger, som kommer i efteråret, siger integrations- og udlændingeordfører Laura Lindahl (LA).

I Venstre vil man endnu ikke forholde sig til forslaget om et burkaforbud, før at lovforslaget skal drøftes i Folketinget.

Men hvis Venstre ikke vil, kan Konservative og Dansk Folkeparti hente støtte hos Socialdemokratiet, der tidligere har givet indtryk af at ville støtte et forbud.