30.000 kroner i hver eneste måned i de næste 30 måneder uden at løfte en finger.
Sådan er virkeligheden for en mand på ca. 40 år fra Bornholm.
Han købte et online skrabelod, og det skulle vise sig at være en rigtig god ide. På skærmen stod der nemlig, at han havde vundet 900.000 kroner på sit skrabelod. 30.000 kroner i hver eneste måned i de næste 30 måned.
“Familien var gået i seng, og jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle vække dem, men jeg lod være. I stedet tog jeg et par billeder af skærmen på min telefon og gik i seng. Men jeg havde lidt svært ved at sove,” fortæller vinderen grinende til Danske Spil i en pressemeddelelse.
Hustruen troede ikke på det
Det skulle vise sig, at bornholmeren fik brug for sine screenshots, da resten af familien vågnede dagen efter.
“Min kone troede ikke på mig, så jeg måtte vise dem et par gange”, griner han.
Da konen også havde konstateret, at den var god nok, begyndte snakken om, hvordan pengene skal bruges.
“Gevinsten fjerner nogle bekymringer for os, og nu kan vi gå videre med tankerne om den udbygning, vi har tænkt på. Vi bor nemlig i et ret lille hus. Og vi kan lave en uddannelseskonto, hvor vi løbende sætter penge ind til børnene. Det føles rigtig godt at kunne give pengene videre til børnene,” siger faren fra Bornholm.
Men der skal også investeres i en fælles oplevelse for familien inden længe, understreger han.
“Min kone og jeg har lovet børnene, at de vil komme på en ferie til Paris, Rom eller en anden storby. Det kan vi nu gøre lidt tidligere, end vi ellers ville have haft mulighed for,” slår den heldige vinder fast.