For rigtig mange forældre med børn i skolealderen er hverdagens madpakker et evindeligt besvær, der hurtigt kan ende som en sur pligt.
En af de forældre, som er godt træt af opgaven, er iværksætter og forretningsmand Jesper Buch, der på Facebook har luftet sin frustration over de klassiske skolemadpakker.
- Jeg har simpelthen aldrig forstået madpakkekonceptet! På min søns skole går der cirka 800 elever. Vil tro, at 700 forældre skal gå ud og handle ind til madpakker. 1.400 voksne er frustrerede over, at madpakken skal laves om morgenen, lyder det fra Buch, der både er kendt fra tv-programmet Løvens Hule og for at have stiftet Just Eat.
I sit opslag er Jesper Buch klar med et alternativ til de besværlige madpakker.
Han ønsker nemlig, at landets skoler fremover skal stå for at lave mad til eleverne mod betaling.
- Det giver altså ikke nogen mening, at de danske kommuneskoler ikke laver mad til ungerne, fastslår han og understreger, at det sagtens vil kunne svare sig rent prismæssigt.
Jesper Buch er blandt andet kendt fra tv-programmet Løvens Hule. Foto: DR/Lars E. Andreasen
- Hvis der bliver købt råvarer ind til 800 elever på én gang, får man bedre råvarer til lavere pris på grund af stordrifts fordele, skriver han og forklarer, at det også bør kunne betale sig for forældrene.
- Man betaler pr. måned til skolen, og hvis der er enkelte, som ikke har økonomi til det, er der en pulje, som betaler for disse få forældre med denne udfordring. Tror dog ikke, det bliver meget dyrere end at købe ind til madpakkerne, vurderer Jesper Buch.
Samtidig ønsker han, at der er tale om sund og økologisk mad, som måde vil komme børn og deres forældre til gode.
- Folk kan stresse af om aftenen eller om morgenen. Så lad os nu få de åndssvage madpakker udfaset, afslutter Jesper Buch sit opslag, der blev delt mandag formiddag, og som allerede har fået hundredvis af likes.
Se opslaget i sin helhed herunder.
Er du enig med Jesper Buch? Deltag i debatten på Facebook.