På fredag rykker iværksætteren og stifteren af Aarhus Street Food Kasper Kragelund og hans kone til Thailand sammen med deres to børn.
Men det er ikke af lyst eller en ferie under sydligere himmelstrøg, der får familien til at hoppe på flyveren og tage den lange rejse.
Det var egentligt meningen, at Kasper Kragelunds thailandske kone, Janyaphon Tojor, skulle åbne sin egen butik på fredag, men planerne er ændret, efter at hun har fået afvisning på arbejdstilladelse. Hun har nu fået syv dage til at forlade landet, og derfor flytter hele familien på fredag.
Familien må skrinlægge alle planer om at bo og arbejde i Danmark og i stedet rejse til Thailand, hvilket er dybt frustrerende for familien.
- Uanset hvad vi gør, er min hustru forhindret i at arbejde i næsten ét år. Enten venter vi over 10 måneder på familiesammenføring, ellers venter vi i over otte måneder på svar på klagen, siger Kasper Kragelund til Dagens.dk.
For familien får afgørelsen stor betydning, da de har investeret mange penge og tid i at starte en butik, som Janyaphon Tojor skulle drive.
Men de planer må familien endegyldigt lægge på hylden, lyder det fra den frustrerede Kasper Kragelund.
På fredag skulle Kaspers kone, Janyaphon Tojor, åbne en bod og have 10 ansatte til at drive sin egen forretning. Foto: Kasper Kragelund
- Hun har en butik der er klar til at åbne på fredag, med små 10 ansatte, og en forventet omsætning på 5 millioner kroner, og der er endda investeret en halv million kroner i opbygningen. Men uanset hvordan vi går videre med sagen, så må min kone slet ikke arbejde i Danmark, ikke engang for velgørenhed, siger Kasper Kragelund til Dagens.dk.
Nu må familien i stedet sætte sig ombord på et fly til Thailand. Foto: Kasper Kragelund
Janyaphon Tojor har fået afvist sin arbejdstilladelse, da hun ikke må være ansat i sin mands Kasper Kragelunds virksomhed, da hun ville skulle drive sin bod under Aarhus Street Food.
Derfor har myndighederne vurderet, at Janyaphon Tojor blot er blevet tilbudt et proforma-job, på trods af at der er er investeret en halv million kroner i at opbygge en fysisk butik og der er allerede er flere ansatte. Men den vurdering er Kasper Kragelund ikke enig i.
- Vi er skuffet over systemet. Vi har fulgt alle love til punkt og prikke, og nu får vi et ulovligt afslag, har flere advokater påpeget overfor mig. Udlændingestyrelsen henviser til forkerte paragrafer i afgørelsen, og så forventer man en undskyldning, men når man ringer ind, hvor de blot garanterer en behandlingstid på cirka otte måneder, siger Kasper Kragelund.
Han mener, at det er i orden at reglerne om arbejdstilladelse er firkantede, men lovgivningen skal følges af myndighederne.
- Hvis vi havde gjort noget forkert, så forstår jeg godt afslaget, men der er ingen fejl i den ansøgning, som vi har lavet. Derfor betyder afgørelsen også, at alle fremtidige projekter og virksomheder, som jeg har haft i støbeskeen bliver indstillet, siger han.
Familien har fulgt reglerne, men alligevel fået afslag. Foto: Kasper Kragelund/privat foto
Ifølge Kasper Kragelund er det ikke sikkert, at familien vender tilbage til Danmark. Foto: Kasper Kragelund/privat foto
Sagens store omtale i medierne har dog gjort stort indtryk på den lille familie, der er glade for den støtten, som de har fået.
- Vi har være helt overvældet over folks opbakning, og at folk på gaden har bakket os op og været så søde og flinke. Mange tusind mennesker har udtrykt sin støtte, og Aarhus borgmester har kigget på sagen med sine jurister, og sagt at afgørelsen er forkert, og det betyder jo rigtig meget, siger Kasper Kragelund til Dagens.dk
Familien vil nu flytte til Thailand, og Kasper Kragelund ved endnu ikke, om familien om et år flytter tilbage til landet, hvis sagen er afsluttet.
Kasper Kragelund har sammen med sin kone Janyaphon Tojor børnene Konrad på 10 måneder og Katrine på 4 år, som begge er danske statsborgere.
Ingrid besøgte sin ven på hospitalet: Hvad hun så fik benene til at ryste under hende