Karsten Ree slår til igen: Træder ind i noget helt nyt

Emil Martesen

10 uger siden

|

11/09/2024
Indland
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Karsten Ree slår til igen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter 11 år sammen, hvor de sidste ni år blev tilbragt som mand og kone, er ægteskabet mellem den 79-årige milliardær og den tidligere forsidefrue nu afsluttet.

Nyheden om deres skilsmisse har skabt massiv opmærksomhed i medierne, og offentligheden har fulgt nøje med i deres opbrud.

Beskyldningerne er fløjet frem og tilbage mellem parterne, hvor Karsten har anklaget Janni for afpresning, mens den tidligere forsidefrue hævder, at Karsten har været både psykisk og fysisk voldelig mod hende.

Mens Janni Ree har været åben og delt sine følelser omkring bruddet med offentligheden, har Karsten Ree valgt en mere tilbagetrukken tilgang og forblevet tavs uden at kommentere på sagen.

Nu er der så nyt fra den 79-årige rigmand.

Det handler dog om alt andet end Janni Ree, da milliardæren er blevet medejer af en ny virksomhed.

Selvom han officielt har overdraget styringen af sit forretningsimperium til sine tre sønner, så fremgår hans navn fortsat som medejer af flere af familiens virksomheder, herunder den nyoprettede finansvirksomhed Monta Pay.

Det skriver B.T.

Ifølge Sune Aagaard, kommunikationsansvarlig for Ree-imperiet, spiller Karsten Ree dog ikke længere en aktiv rolle i familiens forretninger.

Karsten Ree blev milliardær, da han i 2008 solgte Den Blå Avis til eBay for 2,1 milliarder kroner.

I dag ejer han kun få procent af sine virksomheder, men hans stemmerettigheder er fortsat betydelige. Eksempelvis ejer han under fem procent af investeringsselskabet TORQUE ApS, men har over 30 procent af stemmerettighederne, som han deler med sine sønner Christian, Oliver og William Ree.

Træder skridt tilbage

Man skal spole tiden godt et år tilbage, før rigmandens familie delte en pressemeddelelse, hvor de forklarede, at Karsten Ree havde fået demens.

To måneder senere forklarede han så til B.T., at hans vaskulære demens langsomt kommer snigende, men at han allerede havde valgt 'at læne sig tilbage og lade den næste generation køre' forretningsimperiet.

Generationsskiftet i Ree-familien har dog været i gang siden 2015, og i maj i år meldte sønnen Christian Ree, at generationsskiftet nu er fuldført, og at faderens rolle er trukket tilbage til sidelinjen.

Selvom Karsten Ree har trådt et skridt tilbage, vil han altid have en vis indflydelse på familiens forretninger.

I et tidligere interview med B.T. lagde han heller ikke skjul på, at han bestemmer til han dør:

"Jeg bestemmer, til jeg dør. Til den tid arver børnene én procent hver, og de sidste to går til et par medarbejdere, som er gode folk, der er til at stole på og kan styre de tre buldrehoveder", sagde han med et grin om sønnerne.