Kaos på Smukfest: Tusindvis spærret inde

Mathias Nielsen

124 uger siden

|

04/08/2022
Indland
Foto: Jeanne Kornum / Ritzau Scanpix
Foto: Jeanne Kornum / Ritzau Scanpix
Onsdag nat var flere tusind festivalgæster spærret inde, da rigtig mange pludseligt skulle væk fra Bøgescenen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I går startede det officielle program på årets Smukfest i Skanderborg. Tusindvis af gæster er derfor strømmet til den populære festival, som ikke har kunne køre i 2020 og 2021 på grund af covid-19.

Onsdagen bød på mange store navne, ikke mindst superstjernen Justin Bieber. Sent onsdag aften gik det canadiske popkoryfæ på Bøgescenen foran et stort og forventningsfuldt publikum.

Desværre udviklede den første aften sig i en ærgerlig retning, da store menneskemængder søgte hjem eller tilbage til deres telt for natten efter Biebers koncert, som sluttede lidt over 01.

'Første aften på årets Smukfest udviklede sig til en katastrofe. Omkring 10.000 mennesker var indespærret på festivalpladsen i en time midt på natten, uden mulighed for at forlade festivalpladsen', skriver en person til Ekstra Bladet og fortsætter:

'Nogle gæster valgte at kravle over hegnet og blev pacificeret af politiet og af vagter. Nogle fik klippet festivalarmbåndet. Andre brød gennem hegnet og måtte gå en time midt om natten for at komme hjem til telte og campingvogne. Ingen busser kørte om natten, og festivalen havde helt mistet kontrollen over deres transport af gæster'.

På sin hjemmeside skriver Smukfest, at man var nødsaget til at lukke en udgang for at sikre en sikker buskørsel:

"Vi gør alt, hvad vi kan for, at publikum skal have en fed oplevelse her hos os – fra de ankommer og til de tager hjem. Og det er ikke fedt at stå og glo i Sherwood kl. 2:00, men når vi lukker en udgang midlertidigt, så er det for at bevare en sikker buskørsel så længe som muligt," forklarer Thomas Rydahl, Sikkerhedschef på Smukfest.