Fredag aften står i musicalens tegn, når 'Vild med dans' ruller over skærmen.
Med Queen-klassikeren "Don’t Stop Me Now" og musicalen "We Will Rock You" som bagtæppe, er Mads Vad og hans dansepartner, skuespiller May Lifschitz, klar til at jive sig gennem aftenen.
Men for den rutinerede Mads Vad er der noget helt særligt på spil i år.
Han overvejer nemlig, om dette bliver sidste gang, han snører danseskoene til “Vild med dans.”
Det fortæller han selv til SE og HØR.
Efter 17 sæsoner som en af programmets mest elskede og erfarne dansere, er det ikke kun dansetrin, der fylder i hans tanker. Vad har nemlig flere gange reflekteret over, om han skal sige farvel til dansegulvet for at få mere tid med sin familie i Aarhus.
"Derfor kan jeg godt mærke, at den tanke om, at den sæson, jeg er i gang med nu, måske, MÅSKE godt kunne blive den sidste på dansegulvet for mig. Det er i hvert fald ikke helt fjernt længere," afslører danseren.
Det er ikke et nemt valg for en mand, der i så mange år har givet sit hjerte til dansen og 'Vild med dans'-universet. Men for Mads er der en anden, og måske endnu større, kærlighed, der trækker i ham.
Han og hans kone Nanna har sammen sønnen Xander, og tanken om at gå glip af hans første skoledag, og ikke kunne være til stede i hans første tid i skolen, vejer tungt.
"Jeg har en lille dreng, der skal begynde i skole efter sommerferien. Lige siden han blev født, har jeg vidst med mig selv, at når han skulle starte i skole, ville jeg have svært ved at gå glip af hans første skoledag," siger han.
Hverdagen som 'Vild med dans'-deltager er nemlig alt andet end familievenlig. Når der trænes til ugens show i København, ser Mads ofte kun familien i en halv lørdag, før han skal tilbage i studiet.
Det har i mange år været en hård afvejning, og selvom han elsker energien, programmet giver ham, er tiden måske kommet til at prioritere anderledes.
Men et helt farvel til 'Vild med dans' er måske ikke på bordet endnu. Mads har allerede leget med tanken om at skifte de høje spark og hurtige trin ud med en stol ved dommerbordet.
Efter mange års erfaring i showet ville han kunne bringe masser af indsigt og entusiasme til panelet. Når der er faldet ro på tilstedeværelsen, drømmer han om stadig at kunne være en del af det univers, der har givet ham så meget.
Du kan se aftenens liveshow - og muligvis Mads' sidste tur på danse gulvet - kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.